Louise Juhl

Jeg drømmer helt virkeligt for tiden, det vil sige, når jeg åbner mine øjne, føler jeg mig mindre vågen, end når jeg sover.
Nu i nat havde jeg brug for hjælp. Det var noget med mine knogler, de kunne ikke tåle kulden, de skiftevis frøs til is og tøede op, og denne skiftende tilstand fra fast til flydende, fik min krop til at gå i opløsningen. Jeg kan huske, at jeg spurgte mine venner på Facebook om råd, men at kun een svarede – noget i retning af “du må lære at leve med og ikke imod dig selv”. Vorherretilhest.
Istedet ringede jeg til en ekskæreste (det var ham, der havde stammet med, med, med vilje) og bad om hjælp. Han kunne tilbyde mig en konsultation på tolv og et halvt minut, hverken mere eller mindre, et eller andet hånd- og fodanalyse-halløj. Jeg protesterede: ikke over hænderne eller analysen, men over hvordan tolvogethalvtminut skulle kunne gøre en forskel? Eks’en insisterede, stammende, “jo, jo, jo,” han sagde, at det ikke var mængden, men kvaliteten, af tid, der var afgørende. Jeg ved ikke, hvorfor jeg købte den forklaring, måske fordi jeg havde så helvedes ondt, måske fordi jeg ikke havde noget alternativ? I hvert fald ringede jeg efter en taxa, den ankom, en limousine med babyblåt betræk. (Jeg lagde mærke til, at betrækket ikke var ægte, men et stræklagen, der lidt sjusket var kastet henover sæderne.) Taxaen kørte, men vi sad hurtigt fast i en kø, jeg kunne se viserne på uret, tik tak, tiden, der gik, taxametret, der talte. Jeg blev ved at sige til mig selv, at det ikke var mængden, men kvaliteten, af tid, der betød noget. Tik tak. Da vi nåede frem til eks’en, var det for sent, de tolv og et halvt minut var forlængst gået. Heldigvis behøvede jeg ikke at betale for den missede aftale, kun for taxaen, men alene dét tømte min pung, og jeg havde ikke råd til turen hjem. Så måtte jeg gå den lange tur tilbage, selvom mine knogler skreg og min krop gav op, før jeg nåede hjem.
Så vågnede jeg og det eneste, jeg kunne tænke på var, at babyblå er en meget skinger farve .