Louise Juhl

Mit ansigt er en Tengilshjelm: tomt og fatttet. Jeg vil græde, men kan ikke, så jeg taler i stedet, taler og taler – om at græde, for eksempel, eller om, at jeg ikke kan græde, selvom det hverken er helt eller halvt det samme, som at “gøre gråden”, det vil sige: at falde salt og støt. Men der er ikke nogen at tale med, og heller ikke nogen at tale med om, at jeg ingen har at tale med, og det er vel sådan cirka dét, jeg ville sige, hvis jeg kunne græde.