Louise Juhl

I går var M og jeg i Aarhus for at se to nye madmarkeder – eller “street food markets,” som det hedder på nydansk. Ved de fleste asiatiske madboder sad der sådan nogle små guldfarvede plastikkatte og vinkede med kun én arm, “hej-hej”, jeg har altid fundet dem uhyggelige. Ved en dansk bod var der rødternede duge på bordene, her serverede de risengrød og miniaturesmørrebrød.
Jeg lod mig lokke af en lille butik, der lå klemt inde mellem en knivsliber og en ølbar, der solgte tørrede, saltede insekter i små glas. Functional Food, kaldte damen bag disken det.
Jeg har aldrig interesseret mig synderligt for det funktionelle. Jeg kan ikke lade være at tænke på alt det, vi bilder os ind, har en funktion, fordi vi ellers ville føle os til grin: dumme ordsprog og betændte blindtarme, for eksempel. Eller alt det, vi stædigt fastholder har en funktion, fordi vi ellers ikke kunne holde ud at holde ud.
Sådan er sorgen.  Jeg kan huske, at jeg engang spurgte en terapeut, hvorfor der var så meget sorg hele tiden, hele vejen, overalt? Og jeg kan huske, at han svarede: “Sorg bearbejder ting for dig ligesom søvnen, den er regenerativ, et selvrensende sår. Sorgen heler sig selv.” Functional Feeling? Jeg synes det var et lortesvar. Der ville jo for fanden ikke være brug for at rense noget som helst, hvis der ikke havde været et sår til at starte med. Noget i den stil svarede jeg ham. Kort tid efter afsluttede han forløbet.
Det var en virkelig ok tur, selvom jeg afstod fra de funktionelle insekter på glas. Til gengæld købte jeg te med lakridsrod og ingefær og et stykke torskeryg. Senere gik jeg tur med hunden og endnu senere skålede jeg med M: for sweet potato fries, for det funktionsløse og for sorgen.
Nu vil jeg google , hvorfor man staver smørrebrød med to r’er.