Louise Juhl

Det værste er ikke, at det er den første mandag i januar, eller at solen skinner, som om det var til at leve med. Det er heller ikke, at jeg læser hvert indlæg i avisen, som om det hele er min skyld: flekslånrentens stigning eller dronningens nedbrud.
Nej, det værste er, at jeg sidder med mine træskostøvler i sofaen og prøver at digte – den ene sætning værre end den anden – imens min hund går rundt og piber på sådan en skinger og sagte måde, der siger alt. Det værste er, at jeg ikke ved ikke, hvad jeg skal stille op med noget, hverken med hunden, støvlerne eller digtet.
Hvis Mumrik skrev et digt, ville det handle om rimfrost i græsset, om cirkeldansende begejstring, om legetøjsænder og lidt om naboens trettenårige hunhund. Jeg ville ønske, jeg var sådan et digt. ”Made by Mumrik,” skulle det hedde.
Et iskoldt og diskodansende digt, som en fluorescerende vandmand i træskostøvler.
Det ville være det bedste.