Louise Juhl

I dag fylder min farmor, Ketty Bjarna, 107 år. Desværre er hun død, så der er kun mig til at tænde lys i kagen. Hun ville have foretrukket den med hjemmelavet abrikosmarmelade og rigelig flødeskum – serveret præcis kl. 15.00. Hos farmor fik man eftermiddags- og aftenkaffe hver dag altid med roulade og alt, hvad den kunne trække af fyld og pisket fløde. I julen var hun ekstra generøs og lavede rouladen af marcipan, med et lag blød nougat i midten og overtrukket med den bedste schweiziske kogechokolader, hun kunne opdrive. Så skar hun konfektkagen i tommeltottykke skiver, og lagde dem på et sølvfad med krummelurer på kanten. Først nu var julen for alvor skudt i gang.
Hun var glad for at lave mad, farmor. Et held, for hun skulle hver dag brødføde 14 mejerister fra det mejeri, min farfar bestyrede. De fik varm mad kl. 12.00 og rigeligt med kartofler og brun sovs – de skulle jo have noget at stå imod med. Til aften serverede hun kold mad, det blev kørt ind på et rullebord i to etager: Brød, smør og pålægsfade øverst, sodavand, æblemost og hjemmesyltede asier nederst. Om vinteren trak hun gerne de orange gardiner for vinduet, mens vi spiste, så det fineste farmorske skær lagde sig over bordet.
Hun elskede tennis, men hendes store barm og ditto bagdel gjorde, at hun måtte afstå fra selv at udøve sporten. Hver gang der var French- eller US Open men allerbedst Wimbledon, sad hun til gengæld klistret til TV’et med munden fuld af roulade, og fulgte med i hver bold, der blev spillet. Min farmor kunne bedst lide Bjørn Borg (selvom hun gerne så, at han blev klippet), men havde  også et blødt punkt for John McEnroe og hans temperament. Til gengæld kunne hun ikke fordrage Jimmy Connors: Han var en tøsedreng, mente hun, vistnok fordi hans mor altid sad forrest på tilskuerrækkerne.
Min farmor var ikke særlig religiøs, men sad alligevel i menighedsrådet. Jeg tror, det var for holde Indre Mission stangen. Næstekærlighed var ok, men fromhed var bestemt ikke min farmors kop te. Da hun blev gammel og begyndte at glemme ting, måtte hun se sig slået på stregen, og flyttede ind på Elim, et plejehjem drevet af Indre Mission. Hun holdt dog fast i sine principper, og kaldte maden, de serverede for beboerne, for gudsforladt kedelig. Hun beklagede sig også over plejehjemmets præst. Han var efter min farmors mening lige så uinteressant at høre på som den chauffør, der hver dag kørte fra Vamdrup og over grænsen til Poetzsh og Otto Duborg. “Næste stop Vojens,” annoncerede chaufføren, når farmor var stået på. “Det er det samme med præsten” sagde farmor, “det er bare Næste stop Himmeriget.”
Jeg husker faktisk ikke, hvordan hun døde, heller ikke begravelsen. Til gengæld står både marcipanrouladen og eftermiddagene med tennis lyslevende endnu.
Hjertelig tillykke, farmor.