Louise Juhl

Min længste indlæggelse varede 9 måneder, mere præcist 288 dage. Jeg kan stadig huske afdelingen, ikke mindst det store ur, der hang for enden gangen, præcist tællende ned til ingenting.

Behandlingen bestod af fem daglige måltider, efterfulgt af en times hviletid i fællesstuen: officielt for at vi skulle forholde os til det at spise – kroppens behov – uofficielt for at sikre, at vi ikke kastede maden op eller tvangsmotionerede. Om mandagen var der “krop og bevægelse,” et ubehjælpeligt forsøg på at koble vores hoveder med vores kroppe.

Tirsdag var der tegne/maleterapi, det var Ulla, der stod for det, befriende uterapeutisk. Jeg malede en kontrabas med et knækket gribebræt, tegningen blev rost til skyerne og endte på afdelingens hjemmeside, vist nok fordi den viste noget væsentligt om spiseforstyrrelsens logik. Selv fattede jeg ingenting af den, jeg havde bare forsøgt at tegne en guitar, der endte med at blive for stor og for dyb. Onsdag skulle vi gøre rent på vores værelser. Jeg lagde alle kræfter i for at forbrænde flest mulige kalorier, og Dorte, min kontaktsygeplejerske, måtte sætte regler for, hvor længe jeg måtte støvsuge. Jeg hulkede insisterende over reglen – kaldte hende et “uhygiejnisk uhyre”, fordi jeg ikke kunne få lov at knokle igennem i en time. Senere fandt jeg på at ville tørre gipslofterne af med en støvklud, op og ned ad en trappestige, og kaldte det et brud på menneskerettighederne, da de forbød mig at færdiggøre mit projekt.

Torsdag var der spisesnakkegruppe: Her udvekslede otte dødsyge anorektikere indforståede spydigheder og afslørede af ren og skær misundelse hinanden i at snyde. Det var en gruppeteapeutisk praksis så himmelråbende idiotisk, at jeg den dag i dag kan få det fysisk dårligt ved at tænke tilbage på det, ikke mindst min egen ublu nederdrægtighed.

Om fredagen blev vi vejet. De, der havde taget på efter planen (1kilo om ugen), fik lov at komme hjem på weekend, mens vi andre måtte blive tilbage på afdelingen, med udsigt til uret og 48 timer, hvor vi kunne udtænke nye snedige metoder til at fastholde os selv i vores sygelige adfærd.