Louise Juhl

Jeg fortsætter med at være stille.

En af pædagogerne i den børnehave, jeg går i, hedder Birgit. Hun bor på en gård lidt udenfor byen, her holder hun heste. Nogle gange har Birgit lysbilleder med fra sin gård, så ruller vi de store gardiner ned, sætter os i en rundkreds på gulvet, musestille, og stirrer på billederne af heste. Jeg synes, at hestene ser meget store ud – og vilde – som de er fotograferet i galop med manen flagrende omkring sig, smukt og faretruende.
En dag kommer Birgit ikke, som hun plejer. Hun er blevet indlagt på hospitalet, får vi at vide, men når vi spørger, hvad hun fejler, svarer pædagogerne, at det ved de ikke rigtigt, ”men hun skal nok blive rask og komme tilbage og vise flere lysbilleder af heste i galop.”

Da Birgit vender tilbage, mangler hun en arm. Jeg ved ikke, hvad der er blevet af den, og jeg tror heller ikke, at vi får en forklaring, men inde i mit hoved har Birgit fået bidt sin arm af af en hest.
Børnehaven hedder Bambi og er for døve og hørehæmmede. Det er svært for Birgit at tale med os, nu hun kun har én hånd at bruge til tegnsprog. Hun lærer os i stedet at mundaflæse. Birgit er tålmodig som en engel, hun taler ty-de-ligt og overdriver mundens bevægelser, så vi allesammen meget hurtigt bliver meget dygtige til at mundaflæse.

Hjemme fortæller jeg stolt, at jeg nu kan hele tre sprog: talesprog, tegnsprog og mundaflæsning. Min mor og far roser mig og siger, at der er folk, der går på universitetet for at lære den slags, og at det er flot, at jeg kan, selvom jeg ikke engang går i skole. Jeg suger rosen til mig.
Derhjemme bruger vi godt nok hverken tegnsprog eller mundaflæsning, men jeg er blevet god til det med sprog og forstår hurtigt alt, også det, der ikke bliver sagt.