Louise Juhl

Jeg opgav en oplæsning, fordi jeg – lige som jeg skulle til at læse op – blev overvældet af skam. Det var ikke bare dét, jeg havde skrevet, det var også måden, jeg havde skrevet det på: Følelsen af at have udnyttet sproget, som en misbruger, der tjener til sit næste fix, ved at sælge stoffer til sine venner.
Det var tanken om spørgsmål som: Hvordan kunne du? At blive sat over for en dommer med krøllet paryk og kappe, at denne ville se på mig. Dét blik. Det var det at vide, hvordan jeg, som en skamfuld hund, ville påtage mig en skyld, jeg ikke forstod, hvad bestod i, men som jeg uden modstand ville påtage mig.
Tilhørerne til oplæsningen var indkaldt som vidner. Først procederede de for frifindelse (de ville jo have deres oplæsning.) Men da jeg, mod deres vilje, rejste mig og blankt erkendte min skyld, var det, som om de indså, hvordan tingene virkelig hang sammen.
Jeg forsøgte mig med en undskyldning: “Jeg havde ikke andre muligheder.” Men dommeren løftede afværgende hånden og sagde: “Der er altid en anden mulighed.”
Og jeg vidste, at han havde ret.