Louise Juhl

De sidste år min morfar levede, havde han kun eet ben. Ikke at det gjorde nogen forskel: “Hvad man ikke har i benene, må man have på hovedet,” plejede han at sige, og gned sin skaldede isse.

Han var tømrermester, elskede sit fag, og behandlede træ med samme omhu, som en fugl pudser fjer. Alle planker blev omhyggeligt høvlet og slebet til. “Jeg afslører træers sande natur,” var hans motto.

Helbredet blev stadigt dårligere, og min morfar måtte opgive sit virke som tømrermester, men det med at sidde stille var ikke hans stærke side, så han begyndte at arbejde i jern. Så sad han på en særlig skammel, han havde lavet, der passede til ben-protesen, og kreerede sådan nogle halvabstrakte figurer. Bagefter “plantede” han dem, figurerne, rundt omkring på den hundrede hektar store grund. Når man allermindst ventede det, blev man så mødt af en storøjet jern-alf inde blandt brombærrene. “Hej, hej”.

På den tilgroede terrasse bag savmøllen stod en etbenet måge i jern:

“Hvad man ikke har i hovedet, må man have i vingerne,” havde morfar ridset i metallet.

Da han fyldte halvfems, blev det for svært, både det med træ og jern, og han kom på plejehjem. Der sad han med en slukket cigarstump (han måtte ikke ryge) og ét ben dagen lang, og så ud af vinduet. Til sidst mistede han appetitten, ikke kun på livet, men sådan helt bogstavligt, nægtede at indtage hverken vådt eller tørt. Da de spurgte ham, hvorfor han ikke ville spise, svarede han: “Fuglen ER fløjet,” og et par dage senere døde han.

Foto: Lennart Petersen