Louise Juhl

Nu er det ikke mere end nogle dage siden, jeg roste Judith Hermanns nænsomme menneskeskildringer, og som noget særligt fremhævede den loyalitet, Hermann altid udviser i forhold til dem, hun portrætter, uanset de har fortjent den loyalitet eller ej.
Jeg vil derfor forsøge ikke selv at forfalde til forfladigelser eller til at udstille nogen, men bare svare.
“Kære du, der netop skrev en mail til mig på en måde, der fik mig til at føle mig som en fatsvag, ansvarsløs og forkælet tøs på syv år.
Jeg ved ikke, hvad din intention med at formulere dig, sådan som du gør, er, og jeg vil nødig lægge dig ord i munden eller gisne på et løst grundlag.
Derfor bare dette:
Tænk over hvad du skriver. Fokuser på budskabet, læg det sobert frem. Er der følelser involveret (kønne som mindre kønne) så vær – som minimum – åbenlys omkring dem. Stå ved dem. Skriv: jeg er sur eller: det er mig, der bestemmer, og du skal ikke komme med forslag, der ikke overensstemmer mine.
Det kan man/jeg forholde sig til, og det vil stå klart at det, korrespondancen handler om, er magtrelationer og følelser.
Har du derimod dagsordner, du har svært ved at stå ved, og som du derfor pakker ind i passivtaggressive formuleringer som
“Den risiko og det tilhørende arbejde, må du vælge, om du vil påtage dig. Det kan du ikke uddelegere. Du er 44 år. Tag selv ansvar. Og du behøver ikke sende sur svarmail”
Så overvej følgende:
1. formulerer du dig hensigtsmæssigt
2. udtrykker du lydhørhed og almindelig respekt
3. giver du modtageren en mulighed for at reagere på din henvendelse.

Hvis ikke, ryk tilbage til start og begynd forfra.

Kh
L