Louise Juhl

Så ydmyg man bliver, når telefonen ringer, og det er en medarbejder fra kommunen, “hej, det er Nina,” siger medarbejderen, som om hun og jeg kender hinanden, og Nina spørger til min “situation,” som jeg ikke ved, hvad er: er det vejret eller min hang til skumfiduser, hun vil vide noget om?, og Nina spørger videre – til arbejdsevne,ferie pensionsindbetaling, “har du det  ellers godt?, spørger hun mig, og jeg svarer “ellers?” og Nina ler så hjerteligt og skynder sig at tale om noget andet, “jeg kan forstå, at du også har en hund,” siger hun “det er sørme flot oveni alt det andet,” og jeg ved ikke, hvad “alt det andet” er, men jeg synes, at hendes ros lyder som en trussel.