Louise Juhl

Novemberen findes, den trækker tungt brune og orange striber henover dagene.

Jeg ved ikke, hvordan vi skal tale om det. Om vi skal.
Så jeg køber en hybenmarmelade med ingefær og en Unika-ost fra Thy ved delikatessen i Salling. Damen, der betjener mig, pakker osten fint ind: I fedtsugende papir, som hun binder en fin hvid- og rødstribet sløjfe omkring, tilsyneladende autentisk.
De kalder osten for Nordens Parmesan og skriver, at den har noter af salturt og bjergsten, der slår ild.
Jeg ved, at hun afskyr den slags:
-Ost er for helvede ikke poesi.

Hun lægger tykke flager tør ost på den salte kiks. Med top, det balancerer kun lige akkurat.
Hun har sagt det så tit:
– Ingenting er åbenbart nok i sig selv, alting skal altid også være noget andet. En hest skal altid også være en ven, et trækdyr og en rose skal være en rose skal være en rose – og ender således altid med at være en kliche.

– Kan en ost for helvede ikke bare have lov være sig selv, udbryder hun, det er ikke til at afgøre, om hun lyder vred eller trist. Hun tager en bid af kiksen, der falder krummer ned på den grå mohairsweater, hun børster dem væk, irriteret.
Det er vist ikke i dag, vi skal tale om det, i dag skal vi spise ost, bare det.