Louise Juhl

Han laver æbleskiver, det er det eneste, han kan finde ud af, siger han.
Han er ellers god til så meget, engang tjærede han garagens tag, han var lige ved at få solstik af tjærelugten og den direkte sol på hans isse. Det var også ham, der byggede det store legehus udenfor soveværelsesvinduet, det er revet ned nu. Vi er vokset fra det, siger min mor.

”Så er der serveret,” råber han og stiller store margretheskål fyldt med æbleskiver på bordet, der er top på. En af skiverne triller ned på gulvet, han samler den op, puster på den, lægger den tilbage.
”Det mætter alt sammen,” griner han.

Vi sætter en streg for hver æbleskive, vi spiser, det gælder om at få flest streger. Jeg dypper hver bid i rigeligt jordbærsyltetøj, så glider de nemmere gennem halsen.
”De er lidt brændte,” klager jeg efter den niende. 
“Sådan skal de være,” svarer han og stikker sin gaffel i skålen: ”haps,” og fisker endnu en æbleskive over på sin tallerken, sætter en streg.
Der er tolv streger på mit papir, så kan jeg ikke mere.
”Femten!” udbryder han stolt, efter at have talt sine.
Jeg har kvalme og er lige ved at græde. Det er det samme hver gang.