Louise Juhl

Jeg var 6, da min mor forærede mig en melodika i rød plast. Som det første lærte jeg at spille “Jeg har fanget mig en myg,” efter et sindrigt system, hvor man spillede efter farver i stedet for noder. Melodien bestod af kun tre toner og var både sær og lidt trist. Den handlede om en myg, der skal dø, fordi dens fedt kan bruges som bytte for et støvletøj.

Jeg tænkte meget over den tekst. Over det lille dyr med de lange ben og stiksnabel og over, hvordan det ville være at lide en langsom og pinefuld død. Og så endda for et par støvler? Jeg turde ikke at tænke tanken til ende, og spillede i stedet tre toner igen og igen, som om jeg derved kunne udskyde myggens skæbne.

Min mor var ved at blive vanvittig af de tre monotone toner og mit lidende blik, når jeg citerede sangen om myggens endeligt. Først foreslog hun, at jeg kunne spille “æblemand” i stedet. “Det er jo sådan en glad sang,” forsøgte hun, men jeg nægtede pure. Ingen skulle få mig til at svigte den dødsdømte myg.

Det hele endte med, at min mor måtte købe mig et kasettebånd med Lone Kellerman. Det virkede. Efter to gennemlytninger lagde jeg melodikaen på hylden, og skrålede i stedet med på Lones patosfyldte: ”Åh Luigi, se Venedig og dø”

Det var virkelig godt set af min mor.