Ensomig #458

by Louise Juhl Dalsgaard

I går forsvandt Vera, en ruhåret gravhund. I flere timer genlød skoven af søgende stemmer:
– Vera, Vera.
I nat drømte jeg så at en kuffert forsvandt. Min tilsyneladende.
Jeg ledte flere timer, under, over og mellem, men forgæves. Så pludselig groede der bambus op af gulvet, jeg stod på:
– Endelig, råbte en kvinde og så på planterne, der skød op imellem mine tæer, endelig!
Så rakte hun mig kufferten, som hun åbenbart havde holdt skjult, og fyldte i stedet sine hænder med bambusskud. Jeg vågnede kort efter med en underlig fornemmelse af at have gjort et dårligt bytte.

I dag vil jeg så forsøge at komme overens med dén følelse. Stege fiskefars, rive tapet ned. Går alt efter planen, vil dagen ende med at være forbi, og Vera vil have fundet hjem.