Louise Juhl

Nete har købt en amulet. Det er en tand fra en hvalros, hun bærer den om halsen i en kraftig lædersnøre. Hun har købt den på Christiania, og mens vi ser True Detective nulrer hun den mellem højre hånds tommel og pegefinger. Ind imellem tager hun amuletten i munden, men det er som om, hun med det samme kommer i tanke om, at det med at putte ting i munden, det er noget små børn gør. Så spytter hun den ud og lader den tilbage på brystet. Nulrer igen.

Mette er tilbage.

Hun havde ellers i en lang periode haft det godt, men så døde hendes hund.
”Det er jo den slags, der sker”, havde hendes venner sagt.
Mette havde givet dem ret
”Hvis ikke man er parat til at miste, kan man jo heller ikke knytte sig til nogen,” havde hun smilet.
Ikke desto mindre havde hun savnet hunden så meget, at hun var begyndt at drømme om den. Først kun om natten, så vågnede hun, fordi hunden slikkede hende i ansigtet, og hun havde forsøgt at skubbe den væk, grinende. Indtil hun opdagede, at der ikke var nogen at skubbe til, så var grinet blevet afløst af dybe kaldende hulk: ”Aslak”
Senere så hun også hunden for sig om dagen. Hun var begyndt at gå tur med den, fodre den, kaste med pind. I første omgang havde hendes mor forsøgt at forklare det som en sorgreaktion, der med tiden ville gå over. Men da Mette en dag var gået til dyrlæge med den ikkeeksisterende hund, fordi hun var bekymret over, at den ikke ville spise, havde det ikke længere været til at skjule.

Nu er hun så endt her igen.
Thor har fået en ny stue, og Thea har fået sin gamle nabo tilbage.