Louise Juhl

Jeg beder om at komme til at tale med en læge. Doris ringer efter en af turnuslægerne. Han hedder Erik, og er ældre, end jeg havde forventet.

Jens, ergoterapeuten, forklarer ham kort hvordan de fandt mig på gulvet i morges, sovende i mit eget opkast.

”Sikke noget,” mumler Erik og bladrer i min journal, han har endnu ikke hilst på mig, så endelig:

“Erik, dav, jeg skulle se til dig?”

“Ja, jeg vågnede og kunne ikke finde ud af noget. Alt drejede rundt, sengen, væggene, mit eget ansigt kørte rundt,” svarer jeg.

“Dit eget ansigt?” Erik lyder skeptisk.

“Og så besvimede jeg, og bagefter kastede jeg op. Jeg kunne ikke tale, min mund ville ingenting sige,” fortsætter jeg.

“Din mund ville ingenting sige?”

“Jeg ved godt, det lyder skørt: et ansigt, der drejer rundt og en mund, der ikke vil adlyde. Men det var altså det, der skete.”

Jeg begynder at græde, kan godt høre, hvor tåbeligt det lyder.

“Jamen er du skør?” smiler Erik og rækker mig en serviet, så jeg kan tørre mine øjne.