Louise Juhl

Mette har endelig fået det bedre, og hun har ikke længere brug for Aslak i fællesstuen. Det ærgrer et øjeblik Helle, der har brugt så meget tid på at hækle et tæppe til kurven.

“Du kan da bare bruge det som en gave,” foreslår Thea, men Helle siger, at man ikke forærer et brugt tæppe i gave. “Og slet ikke ét, der er fyldt med hundehår,” det vi allesammen af – også Mette.

Thor bliver længere og længere hos os i opholdsstuen, ind imellem glemmer han helt tiden, så sidder han der hele aftenen.

Han siger ikke meget, men en aften ser han den tomme kurv på gulvet og mumler:

“Jeg savner nu Aslak”.

Af en eller anden grund bliver det både begyndelsen og slutningen på Mettes sorg: Fra den dag er Aslak virkelig død.

Mette græder uafbrudt i to dage. Da hun holder op, henter Ann-Elisa en sønderjysk æbletærte i Lagkagehuset. Vi hjælper alle til med at dække op. Thea folder servietter, og Helle beslutter, at vi skal drikke kaffe af kopper i stedet for krus.

Da vi har spist kagen, rejser Nete sig.

“For Aslak,” skåler hun og vi hæver allesammen vores kopper:

“For Aslak!”