Louise Juhl

I går var så stille, fordi vi begge var trætte. Vi spiste stjerneskud på Fjerritslev kro, du fik også en fadøl, og vi sad udenfor i et plastikhavesæt og morede os over en mand, der sagde: ”Du kan få det, lige som jeg vil have det,” til sin kone. Vi købte gin og courgetter ved Renes grønthandel – og tre par strømper, str 38-41 – fordi jeg længtes efter tørre fødder. Tilbage i huset tog vi en lur: Jeg drømte, at jeg var til begravelse hos en ven, der havde valgt at højtideligholde sin egen død, mens han stadig var i live. Vennen hed Palle, og jeg havde lavet ham en mindesten i marmor, tung og uformelig, og skrevet en tekst på et sprog, jeg ikke selv forstod. Palles far rejste sig, mens jeg læste teksten højt, og gæsterne græd. Alle kom hen og omfavnede mig, også Palle, og jeg turde ikke afsløre, at jeg ikke selv forstod, hvad jeg havde skrevet.
Senere, efter søvnen, fandt hunden kadaveret af en sæl på stranden, og i tv viste de et program, der handlede om at tjene penge. “Vil I kende hemmeligheden?” spurgte Jesper Buch, “ salg, salg, salg.“ Det lød præcist så uforståeligt, som den tale, jeg havde holdt for Palle – men jeg tror selvfølgelig ikke på den slags sammenhænge mellem fantasi og virkelighed.