Louise Juhl

Jeg sidder på terassen i sommerhuset og læser “Spøgelser, overalt” af Judith Hermann. Mere præcist den novelle, der handler om hendes forældre, der rejser til Venedig på ferie. Hovedpersonen, en trediveårs kvinde, sidder i en umage lejlighed på Korsika for at komme sig ovenpå endnu et ulykkeligt kærlighedsforhold. Hun forsøger at tænke på ingenting – og lykkes med det. Hun lytter til byens lyde, vandet, hun ryger cigaretter og smider sine strømper for lidt efter at tage dem på igen, fordi det bliver for koldt. Hun tænker ikke på noget, og hvis hun gør, er det ikke hendes egne tanker, hun tænker, men verdens, der passerer igennem hendes hoved.
Senere opsøger hun sine forældre i Venedig, beskrivelsen er simpel, handlingen tæt på ikke-eksisterende – hun får deres adresse på et billigt pensionat tæt ved banegården og fyldes pludselig af frygt for, at de alligevel ikke er der, men hun finder dem uden problemer. Senere sker der det, der nu sker på ferier, tæt på ingenting og alligevel en hel masse. Det jeg fæstner mig ved, er muligheden for at mødes som for første gang. At være sammen, Mor, Far, Datter et andet sted ogmed muligheden for at indtage nye roller. Om det lykkes? Måske, måske ikke.

Selv er jeg kun sjældent rejst udenlands med mine forældre. Det skyldes sikkert, at min far, da jeg var barn, rejste meget med sit arbejde, og at han i derfor foretrak at begrænse ferierne til sommerhuset i Nordjylland. Jeg drømte – sådan er det jo, græsset er altid grønnere et andet sted – om charterferier til Mallorca, swimmingpools og badedyr, præfabrikeret underholdning og hotelmad, sådan som mine jævnaldrende kom hjem og berettede om.
I dag er alting anderledes, erindringer har det med at være virkeligheden utro: Nu ser jeg med længesel tilbage på de mange lange feriedage i klitplantagen blandt firben og kantareller, og med så meget tid imellem vores hænder, at den endte med at smuldre – uden at efterlade et savn.

En enkelt gang blev det dog til. Det var i 1986, turen gik til Paris. Han hentede mig og min bror fra en spejderjamborette, vi var trætte og beskidte. Vi kørte de 1500 km til storbyen i en udtjent Volvo: vinduet, jeg sad ved, kunne ikke lukkes, og vi måtte standse for hver 100 kilometer og fylde vand på køleren, fordi den var læk. En af gangene holdt vi ind ved en majsmark, jeg husker de meterhøje planter, angsten for at blive glemt, lige dér. Jeg blev nu ikke glemt – køleren blev fyldt og vi kørte videre med nedrullet vindue.
Min far var ikke taget afsted for at holde ferie, han var inviteret som oplægsholder ved en stor kongres, rejse og opholdt betalt – inklusiv ledsagere. Og da min mor ikke kunne få fri fra sit arbejde som hospitalslaborant, blev det min bror og mig, der gjorde ham følgeskab. Måske er historien anderledes, men det er sådan, jeg husker den.
Jeg havde ikke andet tøj med, end det jeg havde haft på de sidste 14 dage på spejderlejr. Praktisk, robust og møgbeskidt. Paris var ekstra varm den sommer, det var midt i juli måned og temperaturen var flere gange over 30 grader. Jeg måtte klippe ærmerne af sweatshirts og benene af mine bukser for at holde heden ud, og tænker, at jeg må have lignet en subsistensløs, som jeg gik rundt i beskidte afklippede klæder. På den anden side: det var i netop de år, punkbevægelsen foldede sig ud, så måske blev jeg antaget for at være first mover? Værre var det med sko, mine tætsluttende vandrestøvler kunne ikke skæres til, så jeg var nødsaget til at købe mig et par billige sandaler, der vel knap kunne kaldes fodtøj: Et stykke finér med dårligt fæstnede læderskråremme.
Jeg husker, hvordan jeg travede byernes by tynd i timevis, mens min far holdt oplæg om talesyntese og neurale netværk i airconditionerede aulaer på byens universitet. Min bror, der havde fået strenge ordrer om at se efter sin yngre søster, fandt på undskyldninger for at kunne efterlade mig her og der: så skulle han lige købe en LP, så skulle han tisse, så noget tredje. Imens sad jeg på en tilfældig bænk, gloede på dovne duer og smykkesælgere, indtil han kom tilbage med favnen fuld af postkort med obskure motiver, som han sendte til sine venner. Alle lød ens: Jeg har det godt, men får for lidt pot. 

Jeg husker bedst Paris for mine ømme fødder, der sved og gnavede så voldsomt, at jeg til sidst valgte at smide de nyindkøbte sandaler i en skraldespand, og istedet at gå omkring på bare fødder. Asfalten var glohed, og jeg måtte løfte mine fødder ufrivilligt højt for hvert skridt for at køle dem ned. Andre steder holdt jeg øjnene stift rettet mod fortove og grusstrøede pladser for at undgå at træde i glasskår, hundeefterladenskaber og kanyler. Jeg ved med sikkerhed, at jeg undervejs kom forbi Notre Dame, og at jeg der søgte ly for at hvile mine fødder – og for at spise den avocado, der udgjorde min frokost. Jeg husker også, at jeg blev gennet væk af en kustodeklædt herre, der sagde noget på fransk, jeg ikke forstod, men som jeg ikke var i tvivl om betydningen af. Jeg måtte finde mig et andet sted at hvile og spise. 

Da jeg ankom til Paris var jeg 13. Væsentligt ældre, da jeg forlod den. Jeg husker byen for brosten, duer og betændte vabler. Alligevel vil jeg ikke sige, at det var en dårlig ferie, slet ikke.