Ensomig #538
by Louise Juhl Dalsgaard
Jeg sidder på sommerhuset terrasse, læser noveller, stjæler en andens erindringer: en korsikansk måge, en død drageflyver og sætningen: “Al erindring forekommer mig at være sørgelig.” Den slags minder er guld værd, også selv om de ikke er ens egne.Om lidt kommer mine forældre og brødre. De vil få serveret rimmet laks, salat med plukket kylling, nybagt brød og nødderoulade med flødeskum. Når vi har spist, vil min far foreslå os at ”bese grunden”, og vi vil gå rundt på det godt 3000 m2 kuperede terræn. Finde graner, der trænger til en trimning og nysåede ege, der behøver vand. Hvis alt går, som det plejer, finder vi hareekskrementer, rådyrspor og et efterladt kødben et sted i lyngen.
I morgen skriver jeg om alt det samme – bare i datid.