Louise Juhl

Dagene derpå.
Her til morgen vågner jeg og har drømt, at min Sodastream-maskine, fra dengang jeg var 9, er eksploderet og har forårsaget skovdød i et bælte, der strækker sig fra min barndoms yndlingskælkebakke til Salpausselkä-højderyggene i Finland:
Særligt hårdt ramt er nåletræer og birk. I titusindevis af Mumitrolde er blevet hjemløse, de vandrer omkring mellem de manglende træer og messer noget ingen kan forstå, men ikke undgå at mærke: Først som et insisterende tryk mod ørene, som når man letter og lander med et fly. Med tiden rykker de nærmere. Som spindelvæv mod huden, man forgæves forsøger at vifte væk.
Jeg går ud på gaden for at bese ødelæggelserne. En mand standser mig, spørger:
– Har du hørt det?
– Hørt hvad? svarer jeg. Lader som om, jeg ikke ved, hvad han taler om.
Følelsen varer ved, også efter at jeg er stået op. Mens jeg børster tænder, lufter hund: denne her trykken mod ørene, spindet mod huden. Denne her laden som om.