Ensomig #571

Det kan godt være, at jeg burde holde mig for god til den slags, men jeg elsker Alene i Vildmarken. Lige nu følger jeg med i den amerikanske udgave, der har fået den noget mere hårdtslående titel “Alone.” Et ord, ALONE, der giver ekko, selvom man nøjes med at tænke det.Det, der hver gang slår mig er, hvordan mine forudsigelser om, hvem der vinder, hver gang falder til jorden. Teori og praksis er to så væsensforskellige universer, at det ene ikke kan bruges til at sige noget om det andet. Okay, virkelig forenklet og sloganagtig udtalelse fra min side, men når det kommer til Alene I Vildmarken holder den hundrede procent. De deltagere, der synes fysisk mest robuste, intellektuelt bedst rustede og psykisk set mest stabile, er indtil nu ikke de samme som dem, der har holdt længst.
Det har fået mig til at overveje, om mennesker simpelthen ikke er skabt til at sejre – men omvendt: til at tabe med æren i behold?
Tag nu dette års deltagere: Ti mennesker, der alle tidligere har været med er inviteret til Mongoliet. De kender altså egne styrker og svagheder, de er erfarne med vejr, vind, jagt, og fiskeri. De kender deres grænser og ved, hvordan det handler om at gå HELT hen til – men aldrig over! – denne. Det burde, i hvert fald på papiret, være muligt på forhånd at udpege en, måske to, der ender som de sidste overlevende.
Jeg var i hvert fald ret sikker. Der var Nicole, udfordret af en sclerosesygdom, som ved hendes første deltagelse virkede som en overraskende fordel, en positiv faktor. Hun VILLE simpelthen bevise, at hendes sygdom ikke skulle stå i vejen for hendes udfoldelser, og det lykkedes langt hen ad vejen. Ikke en favorit (ingen kvinder har hidtil vundet, sorry to say), men midt i feltet, måske lidt over midten. Der var Britt, en humoristisk fyr med et sind, der nok er hans stærkeste force. Han er i stand til at se sig selv udefra, også i pressede situationer. Han kan grine af sin egen ensomhed, sin sult, sit mismod. Ikke en vindertype, men han kan komme langt. Der var Dave, der imponerede mig sidst, han deltog. Han blev simpelthen tyndere, end jeg selv var, da jeg var mest syg og var døgnovervåget med sondemadning – det kræver viljestyrke at sulte sig så drastisk. Det var dog den samme viljestyrke, der endte med at fælde ham: han havde egentlig rigelig med føde, men blev ved at gemme, bygge forråd, sikre sig en fremtid, i stedet for at sikre sig i nuet. En klar favorit hos mig. (Jeg tror, at en vinder ofte er typen, der er så fokuseret på at kontrollere situationen, tilsidesætte ethvert fysisk og psykisk behov for en sejr.) Der er også Brad på 24, der kun holdt én dag sidst. Nok ikke det sikreste kort at have på hånden på den mongolske højslette. Der er Larry, rimelig labil fyr, flyver højt og falder dybt med meget små intervaller. Hans angst for mus har psykotiske dimensioner, og hans meget tænksomme, ind imellem hallucinerende, sind, gør, at jeg dømmer ham ude. Ikke som den første, måske, men før slutspurten. Der er Carleigh, som jeg elsker, hun er kernesund og kærlig og naturelsker med begge ben solidt plantet i jorden. En drømmevinder i min optik, men måske ikke den fødte til en sejr. En klar favorit er derimod Randy. Han ligner Jesus, ejer en næsten overmenneskelig ro. Hans fysik og psyke synes at balancere hinanden perfekt. Sidst røg han hjem på ensomhedsfølelsen. Hans “svage” punkt synes at være, at han sætter mere pris på fællesskabet end på en ensom podieplads allerøverst. Vildt sympatisk træk, men ikke en fordel, når det kommer til at vinde.Sæsonen er endnu ikke færdig, men det er – ikke overraskende – slet ikke gået som jeg havde forudset.
Kærlige Carleigh fik en krog med modhager i hånden en af de første dage, et dybt og faretruende sår, som hun valgte at tage alvorligt. Nicoles sclerose, der var en styrke sidst, endte denne gang med at slå hende ud. Dave, min sultemester og favorit, var blevet klog af skade og valgte at trykke på knappen, da han kunne se, at sulten var ved at tage magten fra ham igen. En pris, han ikke længere var villig til at betale. Erfaring er ikke altid en fordel, når det handler om at sejre blindt?
Tilbage er Britt, der stadig overlever på sin humor. Han synger sange mens han ser ind i kameraet, han synger om sit mismod,og om, hvor tåbeligt det er, at sidde på en stivfrossen slette i Mongoliet og sulte, når man kunne være i et hjem omgivet af sin familie og venner og varme sig ved kaminen. Han ler ad sig selv, når sangen er slut. Måske er det det, der ender med at give ham sejren – selvironien, humoren?
Der er Larry, stadig fobisk optaget af mus og med et stemningsleje, der stiger og falder med flere oktaver indenfor et sekund. Jeg undres, men må sande at så længe, der er lige så mange opture som nedture, så giver det måske en slags balance, jeg ikke forstår?
Endelig er der Sam. Sam har jeg ikke nævnt endnu, nok fordi jeg på intet tidspunkt har bemærket ham og da slet ikke tiltroet ham en vinderchance. Men Sam har overrasket, han har vist sig villig til at spise flodigler og bide en sundhedsfarlig forstoppelse i sig, simpelthen for pengenes skyld. Han er parat til at ofre sig selv, sin værdighed, sit helbred, for at skaffe de 500.000 dollars, der vil sikre ham og hans familie en fremtid.
Måske bliver pengene i sidste ende den afgørende faktor, et sørgeligt men sandt trumfkort?
Jeg ved det ikke, men jeg skal helt sikkert se de sidste afsnit!

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.