Ensomig #572

Engang var jeg tæt på at dø af ingen ting. Ingen tro, ingen tvivl, ingen mad. Jeg lå i en hospitalsseng på Frederiksberg hospital og læste Malinovskis Leve, som var der en fremtid og et håb: at leve/ væve pløje/ skrive breve som om/ de nåede adressaten/ sige “på gensyn/ på torsdag”/ for at leve.
I dag er det onsdag, og jeg er tæt på at kunne leve af det samme som det, der dengang sugede livet ud af mig: Et forår, der ikke går som forventet, alt det uforudsete. En bus fuld af mennesker, der vinker uden grund. Mit livs første rykker – og så for montering af en køkkensokkel? Tre parkeringsbøder, et punkteret vindue – mælkehvidt, smadret og skide smukt. Ingenting har tilsyneladende forandret sig. Jeg fjerner en flåt fra hundens pels, sætter et kryds på den venstre hånd, husker mig selv på det vigtigste: At fløjte i mørket.
Jeg lader ikke længere som om, når jeg siger: På gensyn på torsdag.

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.