Ensomig #573

Jeg vågnede og vidste med det samme, at kaninen var død. Det er seksogtyve år siden, alligevel kommer det hver dag som et chok.
Det var en hankanin, arrig og utilpas ved mennesker, mest af alt ved mig. Jeg tror at første gang, jeg for alvor fik lov at røre ved den, var ved begravelsen: Jeg greb ud efter dyret med et hel livs tilbageholdt ømhed, men blev slået omkuld af kontrasten mellem forventning og virkelighed. Den bløde pels, den dødsstive krop.
Jeg begravede kaninen tæt ved et stjerneobservatorium – i den samme park, jeg havde fanget haletudser i som barn. På mange måder et umage hvile for en utæmmet landkanin. Det er svært at sige, om jeg skulle have gjort det anderledes, uanset hvad er det for sent nu.
Jeg blev en erfaring rigere men næppe meget klogere, sådan ender det næsten altid.

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.