Ensomig #574

Da jeg var syv, rejste min far til Japan. Han var væk i elleve måneder. Jeg hørte ikke fra ham imens, men min mor sagde, at jeg ikke skulle bekymre mig – at han havde det godt. Alligevel håbede jeg, at han ville ringe, om ikke andet så for at høre, hvordan jeg havde det. Men han ringede ikke – måske min mor har beroliget ham undervejs? 
Da han vendte tilbage, havde han en gave med til mig. Pakket ind i en sort plastpose og forseglet med lufthavnstape. Det var et vækkeur i gul plast med ni forskellige ringetoner og digitale tal, der lyste rødt i mørke. Jeg elskede det ur og lå vågen nat efter nat bare for at se minutterne skifte. Timerne. Det varede dog kun indtil batteriet løb tør, og min mor insisterede på, at det ikke var nødvendigt at skifte. Jeg kunne jo bare bruge det gamle, det med visere og optræk. 

I syvende klasse, holdt jeg op med at tale. Jeg ved stadig ikke, om det var af lyst eller nød. Mine forældre blev indkaldt til samtale på skolen, min mor tog en nederdel på – i ternet tweed – og rosa farve på læberne.
De var tre, ligesom os. 
Min klasselærer, en psykolog og Inger på den ene side, min mor og far og jeg på den anden.
Inger var fra Tandplejen. Det var i hendes stol, jeg var brudt sammen nogle uger før. Hun havde renset mine tænder og tjekket for karies, og da hun var færdig, havde hun smilet og sagt: 
– Nul huller!  
Så var jeg begyndt at hulke, det ville ingen ende tage, og Inger havde forsøgt sig med at trøste. Til sidst havde hun måtte tilbyde, at jeg måtte få fire prøvepakker af min yndlingstyggegummi, den med smag af kirsebær, hvis jeg ville holde op med at græde. Man måtte ellers kun få én, i særlige tilfælde to, men det var kun, hvis man havde været bedøvet, og det havde jeg ikke.

Nul huller. Hvad var det så, jeg var så fuld af? 

Psykologen indledte samtalen; spurgte til, hvordan jeg havde det? Jeg sagde ingenting, og min mor måtte rømme sig og undskylde. Jeg havde jo havde mistet talens brug, forklarede hun.
Så tog min far over:
–Det handler ikke om, hvordan man har det men om, hvordan man tar’ det, svarede han og så var den sag lukket. Min mor og far gik rundt og gav hånd, og jeg gav Inger et knus. 

To dage senere opgav jeg min tavse protest og ved næste tandkontrol viste det sig, at jeg havde krydsbid og skulle have bøjle på tænderne i både i over- og undermund. Inger forsikrede mig om, at det nok skulle gå. – Den slags var noget, der kunne rettes op på med metal og skruer, sagde hun, og jeg har sjældent følt mig så lettet som lige dér.

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.