Louise Juhl

Engang gik vi gennem skoven, min mor og mig, og vi gik ud af skoven igen. Hen forbi Dagli’ Brugsen, der solgte miniatureplastikskovle, strandtennissæt og vandmelon i skiver. Det var i toogfirs, jeg var lige fyldt ni.
Senere kom vi forbi en ældre mand, der lå på knæ og lugede sit bed. Min mor nikkede til manden, der nikkede tilbage, og jeg forstod, at det var en slags hilsen og gjorde det samme.
–Goddag, goddag.
Det var sidst i juli. Vi havde bare arme, selvom klokken kun var otte og luften stadig kølig efter natten. Min mor skuttede sig, og lagde sit tørklæde omkring mine skuldre.
Vi gik langt, sådan husker mine 9-årige ben det i hvert fald. Min mor talte hele vejen om flora og fauna. Om fluens ottetusinde facetøjne, der kunne se ALT og om uglens blinde vinkel. Om Stolt-Henriks brandbæger, som jeg måtte love at holde mig langt fra, for den plante var det rene gift!
Jeg kan huske, at jeg tænkte, at det var godt, jeg havde min mor, så hun kunne lære mig at undgå alle farerne.
Efter præcis en times vandren standsede hun og vendte rundt. Vi gik samme vej tilbage. Manden sad ikke længere i sin have, alligevel nikkede min mor til det tomme bed, goddag, goddag. Ved Brugsen købte min mor mig en pakke forvandlingskugler. Store sukrede kugler, der skiftede farve, efterhånden som man suttede sig igennem. Først gul, så lyserød. Til sidst en giftigblå kulør, der klæbede til både gane, tunge og læber.
Min mor fugtede et lommetørklæde med spyt og forsøgte at tørre mit ansigt rent, men forgæves. Solen havde fået magt nu, og jeg trak tørklædet af mine skuldre, rakte det videre. Min mor tog imod, og jeg kyssede hende på kinderne som tak for lån. De giftigblå læber satte aftryk, ét på hver side af hendes ansigt.
–Stolt Henriks kys, grinede jeg.
Næste år fyldte jeg ti.
Vi gik den samme tur, min mor og mig. Mødte den samme mand og hilste med den samme hilsen. Goddag, goddag. Efter en time vendte vi rundt, den her hang var det mig, der fortalte. Om skorpioner, der kunne stikke sig ihjel med deres egen gift, og kakerlakker, der kunne overleve flere uger uden et hoved. Ved Brugsen købte jeg mig en brikjuice med knæksugerør og smag af passionsfrugt. Jeg var fyldt ti år nu og mente dermed, at jeg var blevet for gammel til forvandlingskugler. Solen brændte sig vej gennem formiddagen, min mor bad om en tår? Jeg svarede, at det var ulækkert sådan at dele mundvand, og hun endte med at købe sin egen.