Louise Juhl

Jeg er kommet i tanke om, at jeg på en spejderlejr (i det herrens år 1986 tror jeg), som trettenårig teenager med stort T og blødende hjerte, blev voldsomt forelsket i en nittenårig svømmetræner fra Farum, jeg var ikke idiot, jeg var klar over, at mine odds var så godt som ikke-eksisterende, så jeg valgte offervejen, jeg påtog mig plirrende våde øjne, rygvendte suk og stilhed, (for alt i verden: total stilhed), og bingo: “er der noget galt?” spurgte den udkårne (som i: jeg har set dig), og jeg svarede med skræmte øjne og en tavs hovedrysten, “nej, nej”, han var en god fyr, han spurgte til mit ve og vel, og jeg blev stadig mere forfalden til rollen som trist og tavs teenager og den omsorg, det medførte, da lejren var slut hulkede jeg, bogstavelig talt HULKEDE jeg hele vejen hjem, jeg var fuldkommen overbevist om, at jeg ELSKEDE manden, hans omsorg, hans bekymrede spørgsmål, det hele, jeg ELSKEDE ham, det gik dog hverken værre eller bedre end at tiden gik, som tid nu går, og den lagde et stort fedt plaster på mit sår, der velsagtens helede under det åndbare lag af plaster, nåmen pointen er, at jeg havde opdaget, at hvis jeg var tavs og trist, så ville jeg få omsorg, at min vanlige veltilpasse, velfungerende, forholdsvist velbegavede stil ligesom ikke gav pote på omsorgsfronten, for hvem fanden gider en selvstændig, udadvendt og talende hejre, når de kan få en stille, famlende, rødblusset pige?, så jeg lærte mig selv tricket, og forsøgte mig stadigt flere steder: at trygle tavst om omsorg, at bøje nakken og appellere om hjælp, det endte med, at jeg blev sendt til skolens psykolog, der forsøgte at finde årsagen til min pludselige “mistrivsel”, problemet var bare, at der jo ikke var nogen “årsag”, udover at jeg ønskede omsorg, trøst, at nogen tog over, at nogen tog sig af mig, så jeg opfandt en historie om min morfars hund, Bessie, at den var død, at det var et stort tab for mig, for man må jo have en årsag, man kan ikke bare bede om omsorg ud af det blå, jeg var ikke dum, jeg vidste at jeg bevægede mig på tynd is, at jeg risikerede udstødelse og foragt, hvis min “historie” (eller mangel på samme) blev afsløret, også selvom mit behov var ægte, at jeg ville havde brug for den svømmende træners kærlighed, andres kærlighed, jeg blev hurtigt afsluttet ved psykologen, der vistnok mente (fair nok), at en en død hund ikke afstedkomme mere omsorg end et enkelt psykologbesøg, så jeg blev sendt tilbage til klassen og sad igen og fungerede, var stærk og scorede topkarakterer, og det var fedt, jeg havde det sgu godt, så tiden gik og jeg blev superstudent, men havde stadig ikke mødt et menneske, der kunne se, at jeg savnede en glassko, selvom jeg allerede boede på et slot (man kan godt have ensomme tæer, selv i fine sko!), så valgte jeg fugleungestrategien, holdt ganske enkelt op med at spise fra den ene dag til den anden, fra den fireogtyvende august 1992 og 9 måneder frem tabte jeg 39 kilo, blev indlagt, babuhbabuh, det brugte jeg så femten år på, hvis ikke spildt, så i hvert fald en mere end tvivlsom investering, og når jeg så i dag forsøger at være min egen psykolog og regne mig frem til hvad alt postyret bunder i, så ender jeg stadig ved den lejr i 1986, og den svømmetræner, der en kold efterårsuge gav mig opmærksomhed og omsorg, og som jeg hulkende forlod, og hvor vil jeg hen med det, ingen steder, overhovedet ingen steder, jeg havde bare brug for at fortælle mig selv, at jeg er minder om en solsikkeblomst, sådan et sugende øje af absurde proportioner, der bare så gerne vil, at nogen kigger på den og smiler og siger hej sol, nogen der ved, at også solsikker behøver vand og varme, selvom de ligner noget, der kan undvære den slags.
Og nu er det så, at jeg bør skrive en samfundsparallel, for at det her ikke ender som navlebeskuende pis, men det er navlebeskuende og det er noget pis, men hele pointen er, at også navler har brug for, at nogen kigger på dem. Bum.