Louise Juhl

Mumrik er i haven, vi kan ikke have ham inde, når vi vasker gulvet.
Han insisterer, hopper op og ned, forsøger at trykke på dørhåndtaget, skaffe sig adgang. Det eneste, vi kan se indefra, er de lange krøllede ører, der flagrer omkring ham, som en headbangers hår til en death-metal koncert.
– Han minder mig om hunden fra Muppet Show, siger M.
Jeg forsøger at komme i tanke om sådan en hund, men må give fortabt, jeg husker den ikke. Faktisk husker jeg ikke meget fra Muppet show og så alligevel. Den svenske kok, som alle lo ad, også mig, selvom jeg syntes, det var synd: tænk, al den umage, han gjorde sig, kun for at blive til grin. Eller Animal the Drummer, der blev lænket til sit trommesæt – hans eneste udtryksmiddel – og derved afskåret fra at kommunikere. Beaker, den stakkel, altid nervøs og sky og tæt på at gå i stykker.
Jeg brød mig ikke om showet, det mindede mig om noget, der var for tæt på, alligevel så jeg med. Hver fredag aften – sammen med min far og mine brødre. Lo den samme hårde latter som dem, det skulle jo nødig hedde sig. Vi sad på rad og række foran TV’et, der var et arvestykke fra min fars tante, Andrea, og som havde træ-persienner, man kunne trække for, når det var slukket. Og vi lo allesammen den samme latter, HAHAHAHA, den latter, man ler, når man er bange for at blive det næste offer.
(Da gulvet er tørt, lukker hunden vi ind. Den logrer, slikker os i ansigtet. Vi vil allesammen gerne være en del af flokken.)