Louise Juhl

Jeg har vundet to konkurrencer i mit liv. Den ene var en slogankonkurrence. Præmien var fem bøger og halvtredstusinde kroner. Jeg brugte alle pengene på et vævet tæppe, jeg aldrig fik hængt op. Det forestillede et træ uden blade og teksten: “selv uden dig bliver det forår.” Min mor græd som pisket, da hun så det, jeg ved stadig ikke hvorfor. En af dommerne i konkurrencen var Johannes Mølleshave, en anden var fra det Danske Sprogselskab, vi spiste frokost sammen på en restaurant i Aalborg. Jeg husker ikke meget, jeg var syg og tænkte kun på ikke at gå i stykker. Jeg gik på toilettet et utal af gange, hver gang så jeg mig i spejlet, forsøgte at forsikre mig selv om, at det var mig. Det lykkedes ikke. Senere læste jeg en digtsamling af Wisława Szymborska, hun overbeviste mig, det var i 93′, og jeg har skrevet lige siden. Mest om min hund, Mumrik. Han er fem og et halvt år gammel og æder alle mine sætninger råt. Det handler om tonefald. Alle sætninger skal ende med en opadgående intonation. Så fortæller jeg ham, at alt går godt, at der er styr på det hele, at han ikke behøver at være bange. Vi har jo mad og vand og hinanden. – Mere behøver vi ikke, vel? spørger jeg, og han ser på mig med det der uudgrundelige blik, der både kan betyde ja og nej. Måske er begge svar sande.