Louise Juhl

Hun hedder Liz, hende med skrabeloddet. Eller egentlig hedder hun Anine, men hun er altid blevet kaldt Liz.
– Vist nok fordi jeg ligner Elizabeth Taylor, forklarer hun.
Jeg ser på hendes okkerfarvede permanent og har svært ved at se ligheden. Måske ved jeg bare ikke, hvad jeg skal se efter.
Hun ryger Prince UltraLight.
– Noget forfærdelig lort, siger hun, – de smager ikke af noget og alligevel ryger jeg tre gange så mange, som da jeg røg de normale. Hold dig fra det stads.
Jeg undlader at nævne det med Martin og busskuret, mumler bare noget om, at jeg ikke tåler røg og hoster påtaget.
Takker ja til en kop kaffe. Ikke fordi jeg har lyst, men det er ligesom med cigaretter, det gør noget ved snakken. Kaffe gør noget ved måden, man taler på, rækkefølgen ordene falder i.
Liz fortæller, at hun er sygemeldt fra jobbet. I flere måneder har hun kæmpet med ondt i ryggen. Nu er det så galt, at hun græder, når hun skal rejse sig fra toilettet.
– Tænk dig, jeg har ellers ikke tudet på et lokum, siden jeg blev skilt fra børnenes far.
Hun arbejder på et plejehjem. Hun er glad for det – for beboerne og kollegerne – men ikke for chefen, der hedder Marita og er fra Norge, men langtfra som nordmænd er flest. Tværtimod. Hun fører skema over alting: De ældres søvnmønster. Deres vandladning og eventuelle sammenhænge med indtaget af kaffe. Over det, hun kalder “de eskalerende udgifter” til blomster på bordene. Hvor mange timer bruger I egentlig det dyre klaver, spørger hun, – er det ikke kun til morgensang, kan det ikke gøres billigere?
Alt kan tilsyneladende noteres, analyseres og bruges til noget.
– Men sjældent noget godt, forklarer Liz, der allerede har haft to opringninger fra Marita efter sin sygemelding. Omsorgssamtaler, kalder hun dem, chefen. Men det er nu så som så med den omsorg, mener Liz.
– Ja, vi savner dig jo, kan Marita for eksempel finde på at sige, men Liz mener, at hun kan høre kuglepennen mod papiret: et flueben i rubrikken “påstået venskabelighed.”