Louise Juhl

Jeg sidder skriver om sult, og falder over opskrifter på mælkeskum, askestøv og spiselige insekter.
– Less is more, forklarer mesterkokken på en youtubevideo, og serverer ni retter for en meget smuk og meget tynd kvinde, der klapper i hænderne, hver gang han præsenterer en ny ret:
Ihh. Næh. Jamen, jamen.
Alle portioner er på størrelse med en tommelfingernegl eller mindre: Et halveret vagtelæg og en reje i svøb. Et tårn af tørret, granuleret dild.
– Halvtreds procent af mæthedsfølelsen stilles gennem øjnene, forklarer kokken og peger med en forsigtig finger på en af retterne. Han har tatoveringer over hele kroppen, et flimmer af farvet hud.
Den tynde kvinde løfter en halv knivspids dildgranulat op til munden, stikker tungen frem og smager, kokken ser spændt til.
Hun kniber øjnene sammen, som om hun virkelig skal anstrenge sig:
– Uhm, siger hun efter at have taget en slurk vand.
– Ja ikke? spørger kokken og kvinden nikker så ivrigt, at jeg er bange for, at den spinkle hals knækker.