Louise Juhl

Jeg drømmer, at en god ven holder oplæg om Omsorgsfuld Kommunikation, undervejs inviterer hun en række kolleger med i snakken, men kommer ved en fejl til at kalde en Eva for Ester.
Evas øjne bliver hårde, hun spørger:
– Er det så nu jeg skal fortælle om dine børn?
Og uden at vente på svar fortæller hun om de to børn, K og D, hvordan de sidder og leger, mens forældrene har selskab.
K, der er ældst, er far i legen. D på 3 er mor.
K siger – Skrid!
D spørger – Skid?
– Ja skid du bare, griner K og ser til, mens D trækker bukser og trusser ned om knæene og skider på gulvet .
-Sådan! råber Karl, og D, der stadig sidder på hug, smiler stolt.
-Nu kan du skide på kommando, fortsætter han.
Og så leger de videre uden at skænke lorten mere opmærksomhed.
Men Eva, der er færdig med at fortælle, har ikke tænkt sig at lade det blive ved det. Hun vender sig mod den fyldte sal og spørger, nej råber, opildnet som en tv-prædikant ud til publikum:
– Er det virkelig ok? Skal børn have lov at lege på den måde? Er det den slags børn, vi ønsker os? Er det sådan en adfærd, vi vil give videre til verden?
Der er stille, helt stille, ingen gør tegn til at svare, heller ikke jeg. Men nu bagefter er jeg kommet i tvivl. Skulle jeg alligevel have reageret, rejst mig og sagt noget?
Forsvaret min ven? Børnene? Privatlivets fred?
Retten til at skide på gulvet, måske?