Ensomig #807
by Louise Juhl Dalsgaard
Den er noget gennemsnitligt over sådan en onsdag med kommunefarvet hår og en middelsvær vejrdiagnose i bagagen.
– Man vænner sig til det, siger min mor, da vi taler om det i telefonen. Hun ved, hvad hun taler om.
4249 onsdage er det blevet til, langt de fleste er hun kommet igennem uden mén. Hun er i det hele taget mere stabil end både vejret og jeg. Hun har haft den samme BMI, siden hun fyldte 21. Den samme glæde ved forsythia-grenenes gule og skæreostens huller.
Hun bider de samme negle og tegner de samme bryn op med den samme brune pen hver dag – også onsdag.
Når jeg spørger hvorfor, svarer hun, at det er for at holde talenterne ved lige.
Nogle gange foreslår hun mig, at jeg laver Katteøvelsen, det er som regel, når jeg har ondt i ryggen. Andre gange, at jeg laver blommetrifli med råcreme, fordi det smager godt.
Det gør ingen forskel, hverken rygøvelser eller råcreme, men det er ikke det samme som, at det ikke hjælper. Præcis som februarsolen, der falder igennem mine øje uden at knuse dem, ingenting ændrer og så alligevel lidt.