Ensomig #808

by Louise Juhl Dalsgaard

I går var jeg svimmel og varm i kinderne og lynlåsen på min ene støvle satte sig fast. Så sad jeg på trappens nederste trin og hev og sled, til jeg gav op, halv bestøvlet og med flimmer for øjnene. Hunden kom og satte sig ved siden af, måske for at trøste, måske bare for at være i samme båd.
Senere – stadig med kun én støvle og ubalance i blikket – spiste jeg en bakke økologiske blåbær, drak kærnemælk, og forsøgte at overbevise mig selv om, at det ikke handler om, hvordan man har det, men hvordan man tar’ det.

Klokken lidt i tre, var der en, der hed Ulla, der ringede. Hun ville høre, om Karin var blevet udskrevet?
Forkert nummer, viste det sig. Alligevel talte vi lidt sammen. Jeg om støvlen, der sad fast, og Ulla om livet som pensionist, som også var gået lidt i baglås. Så sagde vi hej og på gensyn, som om.
I dag skal jeg mødes med en billedkunstner, hvis værker, jeg holder meget af. Han hedder Thomas. Senere har jeg et møde med min bankrådgiver, der hedder Ivan, men som jeg altid kommer til at kalde Brian. Jeg ved ikke, om det er derfor, vi skal mødes, han har i hvert fald bedt om en snak, og lige dét, er jeg god til. At snakke. Måske kan han hjælpe med penge til et par nye støvler – eller en ny lynlås om ikke andet.