Louise Juhl

Jeg talte med min bankrådgiver, Ivan, i går. Han kom mig i møde, mens jeg sad og ventede i et alt for åbent rum på en alt for stor sofa.
Han rakte mig sin hånd, spurgte, hvordan har du det? Te? Kaffe? Vand?
–Jo tak, svarede jeg, og var i tvivl om, om det var kaffe eller mit velbefindende, jeg svarede ja til.
Ivan kom med kaffe og viste mig ind i et rum med gennemsigtige vægge. Han talte om min fremtid, pegede på en række tal, fremskrivninger, kaldte han det, og forklarede, at jeg i 2044 ikke vil have mere at leve af.
Han sagde også, at han godt vidste, at man ikke kan klippe håret af en skaldet, men at man kan gøre meget for at forebygge hårtab.
Jeg forstod ikke rigtig alt det med hår og tab, så jeg tog én af de chokoladeovertrukne lakridskugler, der stod på bordet, ja faktisk tog jeg tre og puttede dem alle i munden på een gang. Så nikkede jeg, uden at vide af hvad, suttende på de saltsøde kugler.
Imens foreslog bankrådgiveren, at jeg skulle droppe mine månedlige indbetalinger til Dansk Flygtningehjælp og Unicef og sælge min hund. På den måde ville jeg kunne frigøre 540 kroner hver måned, som jeg kunne sætte i en ratepensionsordning.
– Du er nødt til at tænke på din fremtid, sagde han. Men jeg sad midt i nutiden og tyggede chokladelakrids og tænkte på de flygtninge, der ingen fremtid har, hvis ikke vi hjælper dem. Og på min hund, uden hvem, min fremtid ikke rigtig giver mening.
Og så gik jeg. Efterlod fremtiden til Ivan. Jeg ved godt, det var både umodent og uansvarligt, men det er svært at gøre det rigtige, når det rigtige er så åbenlyst forkert.