Louise Juhl

Jeg er vred over, at jeg ikke er mere vred, end jeg er. Jeg er vred over, at jeg slet ikke er vred. Jeg er vred over, at jeg er ked af det istedet. Jeg er vred over at være ked af det. Jeg er vred over, at det skal være så svært at skelne mellem vreden og det at være ked af det. Jeg er vred over, at jeg tilsyneladende har nemmere ved at være ked af det, end ved at være vred. Jeg er vred over, at jeg gør det, der er nemmest. Jeg er vred over, at jeg bruger tiden på at skrive, at jeg gør, hvad der er nemmest, i stedet for at gøre det, der er svært. Jeg er vred over, at jeg ikke gør noget andet end at skrive. Jeg er vred over, at det ikke at skrive, er en måde at undgå vreden på. Jeg er vred over, at en terapeut skriver om mig: “Hun er dygtig til at formulere sine følelser, men tilsvarende ringe til at mærke dem, ikke mindst vreden.”
Jeg er vred.