Louise Juhl

Jeg må ikke skrive om mig selv, jeg må ikke skrive om min mor, om min angst for at miste hende, vi har jo alle mistet nogen, den slags sker, skriv bag om døden, skriv de døde levende, skriv om en anden, en, der ikke skammer sig, ingenting husker. En, der siger ”fremtiden er uskyldig indtil andet er bevist” – og tror på det.
Jeg har drømt i nat, jeg var ikke alene, der var karse i karmen og en duft af ovn og kød og mennesker. Jeg gik rundt mellem røreskåle, dejskrabere og kolde kogte kartofler, sagde Hej og Goddag og smagte på sovsen med en lang og grådig finger. En bredskuldret kok skubbede til mig, jeg stod vel i vejen, alligevel, nej derfor, blev jeg stående, trak kødsaft op i en pincet, pegede på nogle røntgenbilleder, der hang på væggen. Frakturer, misdannelser og en mund tømt for tænder:
“De har jo ikke noget tøj på?”
Så vågnede jeg, der var sne udenfor, resten skriver jeg bagom.