Louise Juhl

jeg er midt i at skrive en forestilling for børn, den handler om afstand og om nærhed, og om at den slags ikke kun handler om, hvor langt vi er fra hinanden fysisk.
i går blev jeg opereret, jeg fik boret tre huller fik i maven, og så satte anders og finn, kirurgerne, noget på plads i mit indre, noget fysisk.
jeg ved ikke hvordan, det er med jer andre, men min krop kommer hver dag bag på mig selv. i morges, for eksempel, skulle jeg skifte et plaster, fordi det var gennemblødt, og da jeg så hev plasteret af, sprøjtede der – helt bogstaveligt – blod ud. en lang stråle, ned af maven, skridtet og benene, ud på det hvide badeværelsesgulv. det kom fuldstændig bag på mig, blodet altså, og midt i alt det, råbte jeg (af alle ting) “hov?”
M kaldte nede fra stuen “hov, hvad?”, men før jeg nåede at svare, var jeg besvimet. så kom M, han talte til mig som en helt rolig frø i et dejligt eventyr, “nu tager jeg lige et vådt håndklæde, hér. og så tørrer jeg blod op, hér. og så presser jeg lidt imod, dér.” til sidst fik han stoppet blødningen, fandt et stort og besværligt plaster og satte på, så der ikke kom mere blod.
det jeg sidder tilbage med er den afstand, det hov? hvordan min krop kommer bag på mig, igen og igen: hvor svært, det Er at begribe, at det var mit blod, der kom ud af min krop. selv da jeg faldt sammen, var det som var jeg voyeur til min egen reaktion. hov, nu besvimer hun? jeg ville virkelig ønske, det var anderledes, at jeg ikke bare delte hud og hår og tanker med min krop, men at det var min hud, min krop, mine tanker.. måske lyder det helt skørt, måske er jeg skør. måske er jeg bare ikke særlig god til at være tæt på mig selv. det går lissom bedre på afstand – at skrive om dét, der er mit og mig.