Louise Juhl

Jeg kan huske min mor bruge vendinger, jeg ikke forstod. “Det siger I, Herre konge” eller “det er vist at rette smed for bager!”

Jeg kan huske iltsvind og mandatsvig og faren for at få tungmetalforgiftning hvis man spiste for meget konserves- mad.

Jeg kan huske “det tredje krydderi”, lørdagskylling, rulleborde og rødvinsfondue.

Jeg kan huske, at glæde mig til at skulle i seng, fordi jeg havde planlagt en virkelig god drøm (enten noget med at få bøjle på tænderne eller at kunne tale med en hest)

Jeg kan huske, at jeg syntes, akvariefisk var uhyggelige. Det var noget med måden, de stod stille i vandet på. Og de stirrende øjne, der lissom ingenting så, og munden, der åbnede og lukkede sig uden lyd. Som om de forsøgte at sige noget, men ikke kunne lykkes med det.

Jeg kan huske en helt særlig leg, vi fik lov at lege hos Lars-Peter. Legen gik ud på, at alle fik bind for øjnene, og så placerede Lars-Peters mor (der var svensk og lidt svært at forstå) en dyb tallerken med bunden opad midt på gulvet. Nu skulle vi så -én efter én – med en blindestok i hånden “banke os” frem til tallerkenen. Når én var lykkedes med at knuse tallerkenen, gik turen videre til den næste (tallerkenen blev skiftet ud mellem hver deltager). Vi kaldte den for “smadre-legen”.

(Jeg kan huske, at jeg ind imellem kunne tænke mig, at min mor var svensker, eller bare mere smadrelegs-agtig.)