Evigheder af tab
by Louise Juhl Dalsgaard
Man kan gå uden om eller indenom. Over, under eller ved siden af. Man kan hoppe og danse. Rende og hoppe. Vente og vente. På noget, man ikke ved hvad er. Før det kommer.
Nej! Før det går.
Evigt ejes kun det tabte, siges det. Så man længes efter afsked og farvel og tab. Efter svigt og svigt og svigt igen. Fordi det er så sikkert – tabt. Det kommer aldrig tilbage! Så fuldstændig koldt. Så definitivt. Et archimedespunkt for al videre væren. Al videre ikke-væren. Al værgen og afværgen.
Og man bygger mure, på en vold af det tabte. Fæstningsværker med skydehuller, man kan skyde fra. Hade fra. Græde ved. Grædemure og tårekanaler. Alcatraz.
Endelig har man fundet hjem. Til ingenmandsland. Livsvarigt dømt.
Hvor befriende!
Evigt ejes kun det tabte.
Uh, det er meget dybt det her Ballast – eller også er jeg bare snotflad i knolden af snot! 😉
Men jeg vil lige sige – thi det har du nok ikke opdaget: Jeg har slettet min Amenoréblog fordi den kedede mig og jeg de fleste herinde.
Men Jer der har mig stående på blogrullerne er jeg stadig meget glad for at gå i dialog med – så vil du – fortsat så klik derover du ved, som du gjorde ligefør 😉
Kh
Lonni
Kære Lonni:
Min Blogrulle er nu opdateret med dit andet “barn”, som jeg selvfølgelig vil besøge i tide og utide 😀
Dybt? I dont now the meaning of that word 😉
Kanon – du kommer bare når du vil.
Kh
Ja tab er vel forudsætningen for at noget nyt kan opstå.
De fleste tab ligger man ikke mærke til
fordi de på forhånd afløses af noget nyt og bedre.
Kun når det gode tabes inden noget nyt og endnu
bedre opstår mærkes det dybt og tungt.
Vel man kan sikkert bruge sine uønskede tab som fundament for fæstninger – men man kan vel også bygge indgangsportaler og ad
den vej byde fremtiden velkommen på forhånd.
Tror sgu´ ikke man skal lukke sig inde for evigt.
Jeg mener – det kommer der ikke noget godt ud af
Eller ind til – for den sags skyld.
Ja OK – for en prisesse går det måske.
Prinsen skal jo ligesom helst nedkæmpe drager og
forcere fæstninger før prinssesen føler sig rigtig værdsat.
Så – ligepræcis du – skal nok blive hentet ud – det
var mere sådan en almen betragtning – du ved.
Det er en forrygende energi, du kan lægge i en tekst, Balluet.
Ordene pisker op i øjnene på mig, og det er en kvalitet.
Jeg tænker på, om man kan skrive noget tilsvarende om nogle meget lykkelige følelser – eller om den glædesudbrud bliver til jubelhyl og omkringhopning (lissom de dér latterlige tv-reklamer om Oddset-vindere).
Og så detaljerne!
Det MÅ da være en ny stensikker scoresætning:
– Vil du med hjem og lede efter mit archimedespunkt? 😉
Tekst:
Nu er der ikke så meet prinsesse over mig. Slet, slet ikke. Åh gid jeg var en klon mellem Mary og Marie: store uskyldige brune øjne, velskabte proportioner og med et overskud til at involvere mig i velgørende arbejde og kulturelle indspark.
Virkeligheden er en grå, ordinær monoton-præget Århuspige. Mon sådan en bliver befriet af prinser 🙂
Tænker nu også, at ikke jeg – men mine ord – trænger til en udfrielse. En afspænding. En turn-around.Væk fra tab og hen imod win-win.
Tak fordi du læser med Tekst Og bliver ved med at fastholde troen på, at jeg når frem. Engang.
Beologen:
DU kan da – om nogen – altid få mig til at smile. Føle mig heldig midt i al uheldet:
Jeg har været medopfinder af byens med garanti mest spektakulære scoresætning: “Vil du med hjem og finde mit archimedespunkt???”
HA-HA-HA-HA.
Du er genial!
Tror ikke Brian M vil falde for sligt en opfordring til dans i stuen, men ærlig talt har jeg også mere lyst til at spille Scrabble med dig Beo. Dét er tusindfold mere udfordrende 😀
PS: Jeg læste godt opfordringen. Til at ændre fokus 😉
Men mine tab er jo brændstof, og det er vel egentlig en sær form for lykke? Eller?
Nå, hep, hep…videre 😉
Din tekst emmer af liv i ruinerne. Det er smukt. Og Tekst har fat i det helt rigtige. Astrologisk set er der tale om Neptun og Pluto energier. Opløsning, Kaos og total nedbrydning af gamle mønstre. Og denne smertefulde proces er grundlaget for den nye skønhed der uvægerligt vil opstå.
Og så elsker jeg naturligvis mennesker som Beo, der forstår humorens og den positive energis betydning og berettigelse i denne proces.
Havde en kammerat, der på en og samme dag oplevede følgende.
Da han kom på arbejde, blev han fyret. På vej hjem blev han taget af politiet for at cykle uden lys, og da han kom hjem lå kæresten i sengen med en anden mand.
“Det var ikke en af de bedre dage”, sagde han tørt med et lille smil i mundvigen. Men han accepterede det groteske og smertefulde i denne kaotiske situation og tænkte sikkert, at han ville komme stærkt igen.
Og det gjorde han. Det gør vi alle. Vi skal bare være klar til det og først og fremmest ville det. Det smukke ved det er jo at der ikke er så meget at miste, når alt først er brudt ned.
Tak for din brændende lyrik og stort fredagsknus herfra.
Så energisk trist! 🙂
Var dog umiddelbart uenig med dig. (og så forholder jeg mig slet ikke til kommentarerne efterfølgende.)
Jubelidioten i mig vil nemlig gerne tvinge positive tanker frem. Så jeg tænker at man vel også kan “miste” noget smertefuldt til fordel for det bedre, og derved mærke hvad der kom – før det gik.
At vi ikke ejer dét – der tror jeg du er meget tæt på sandheden.
Ejerskab er noget syntetisk noget. Alt for søgt og villet.
Men mellem ankomst og afsked. Der kan lykken altså godt ligge og glimte godgørende – til låns forstås.
Det vælger jeg i al fald at tro på.
Eller den lalleglade jubelidiotiske wannabeoptimist i mig gør. 😉
Endnu engang ønsket om en god weekend.
Penpal:
Tillad mig at citere C V Jørgensen:
“Skygger af skønhed kommer & går
i en uendelig strøm
himlen er høj og vinklerne skrå
præcis som var det i en drøm
det rimer & det regner
med minder om fravær i flæng
øjeblikket falmer & blegner
som dage uden sammenhæng
som nætter i harmonikaseng”
Vekselvirkning er en stærk kraft. Kun via pro- og kontra, smerte og glæde, sol og måne, overflade og dybde, kan vi finde lige netop dér, hvor vi befinder os bedst.
Jeg ville rigtig gerne skrive noget godt og varmt og klogt. Men det er tabt for mig lige nu.
Istedet: Knus, kæmpeknus og kanongod weekend
Bitten:
Umiddelbart er jeg også uenig med mig 😉
Og jeg ææælsker jubelidioter – wannabees or not. Sommetider er man sgu da nødt til at være lallende naiv for at komme igennem. Og det er ok!
Iøvrigt kan du ikke narre mig Bitten: Du er dælme ikke hverken jublende eller idiot 😀
Karmacowboy og varme weekend knus herfra
Kære Balluet…jeg opfordrer dig nu ikke til at skifte fokus til noget mere hyggehejsatekstligt. Tværtimod. Det, jeg skrev var, at jeg t-æ-n-k-t-e på om der overhovedet findes et tilsvarende sprog, når man skal beskrive glæde og fremgang og åbne døre. Det var bare en sproglig ballon, jeg sendte op…og ikke et forsøg på at få dig forvandlet til en juhupige for IF Fuglebakken eller Bakken Bears eller…plumkage.
Du skal være den, du er…og (som du selv skriver) bruge dit sprog til at få fyret energien af, så der er mere plads til glæde og halløj, i dit liv.
Her på skrift gælder der helt særegne regler. Bogstaver er bogstaver. Kommaer har ingen etik.
Jeg tænker bare på hvorfor der generelt skrives så lidt om glade ting…om det simpelthen er et sprogligt problem, snarere end et valg 🙂
Kære Beo:
Nej, du har så evig ret. Det var bare min sart-røde hønserøv der læste mit eget opråb over i din kommentar (altså vrangsiden fra igår). Så jeg undskylder, selvom det nu havde været helt på sin plads med en opfordring til nyt fokus. Og af alle mennesker ville jeg respektere dine råd- og det mener jeg!!! Sgu!!!
Og med hensyn til skriftens eget liv er jeg så hundredetusinde procent enig. Her er det okay at vælte mure. Prikke til fordomme – lege med dem, sågar. Det er iorden at være usand ligesom det er okay at være ublfærdigt ærlig. Her må livet vendes på vrangen og på hovedet og på sned.
I skrift kan man se ryggen af sig selv – af alle steder.
Og jeg er en elendig cheerleader. Pom-pom´er, glittersølv og bølgegang på store stadions er ikke mig. Min krop er for kedelig og min stemme for rusten. Men jeg kan sagtens glædes. Omend det altid er med en snert af melankoli. Det har jeg lært at leve med. Jeg favner gerne mit melankolske jeg.
Det er vreden, jeg har svært ved. Mig selv og min ufuldendthed. Min kvalmende længsel. Og da jeg ikke kan favne det, må jeg skrive det. Ud. Væk. Eller ind.
….Og så vil jeg altså meget, meget gerne have lov at overveje den med, om derligger en sproglig begrænsning i glæden??? Den er sgu spændende…Og udfordrende….
Tjullahop 😀