Evigheder af tab

by Louise Juhl Dalsgaard

Man kan gå uden om eller indenom. Over, under eller ved siden af. Man kan hoppe og danse. Rende og hoppe. Vente og vente. På noget, man ikke ved hvad er. Før det kommer.

Nej! Før det går.

Evigt ejes kun det tabte, siges det. Så man længes efter afsked og farvel og tab. Efter svigt og svigt og svigt igen. Fordi det er så sikkert – tabt. Det kommer aldrig tilbage! Så fuldstændig koldt. Så definitivt. Et archimedespunkt for al videre væren. Al videre ikke-væren. Al værgen og afværgen.

Og man bygger mure, på en vold af det tabte. Fæstningsværker med skydehuller, man kan skyde fra. Hade fra. Græde ved. Grædemure og tårekanaler. Alcatraz.

Endelig har man fundet hjem. Til ingenmandsland. Livsvarigt dømt.

Hvor befriende!

Evigt ejes kun det tabte.