Fakkel

by Louise Juhl Dalsgaard

Vi vendte tilbage nogle dage senere. Til huset. Det var brændt ned til grunden, alle nåle på træerne omkring var svedet gule. Det var altså rigtigt nok, hvad vi havde set. De høje flammer og en sod sortere end nat. Lydene må være noget, vi havde tænkt os til. De hæse, høje fugleskrig, måske var det vores egen angst, der gav genlyd.

Vi talte ikke om det, om flammerne eller røgen, der havde kradset os begge i halsen. Der var vel ikke noget at sige, det var bare nogle få sekunder, en kortvarig fakkel i mørket. Så var det forbi og toget, vi sad i, kørt videre.
Vi stod lidt. Sparkede planløst i jorden med hver vores skosnuder. Så på de stadigt rygende rester: en smeltet rød gummistøvle og skårene af, hvad der lignede en vase. Og så postkassen selvfølgelig – med vores navne på.
Så gik vi, jeg er stadig i tvivl om, hvad det var, vi så, om vi så noget overhovedet?