Louise Juhl

Jeg kan huske, at min farmor begyndte at tale om “dem”, hvordan de fjernede ting fra hendes hjem, hvordan de hver gang, tog lidt mere med end sidst. Og jeg kan huske, hvordan jeg spurgte hende, hvem det var, hun talte om, hvem “de” var, og at hun hver gang svarede: “dem”.
Jeg kan huske, at jeg prøvede at tale hende til fornuft, sagde til hende, at der ikke var “nogen”, og at der ingenting var forsvundet. Og jeg husker, at hun ikke svarede mig, sikkert fordi hun tænkte, at jeg alligevel ikke hørte, hvad det var, hun sagde.

Med tiden blev det værre. Hun talte mere og mere om “dem,” og mindre og mindre om “det”, der forsvandt. Til sidst sagde hun slet ingenting, når jeg besøgte hende, hun sad bare med de der øjne, der kunne se alt det, der forsvandt. Og det var først, da hun døde, at jeg forstod, hvem de var, hvad det var, de havde taget, og at der ikke længere var noget tilbage, at hun var væk.