Louise Juhl

Den her nagende tvivl. Når jeg vågner, når jeg går tur, skriver , køber kærnemælk, klipper negle, går i seng. Om det er ok. Om det er ok at gøre netop dét, kun dét. At stå op, gå i seng. At skrive. Burde jeg ikke gøre noget andet, noget mere. Gå forrest eller amok. Dyrke min have, få ting til at gro. Ærter og porrer, fløjlsblomst og Liden klokke.
Hvis jeg var et hus og mit liv en udsendelse i rækken af “Kender du typen”, ville Anne Glad gå på opdagelse i en stue uden rette vinkler. På væggen ville hænge en sættekasse med ting – men mest sager. Skelettet af en egernkæbe, to curler med børster. Et digt skrevet med usynlig skrift og en legetøjsbil med bevægeligt lad. I køkkenskabet vil hun finde kopper og tallerkener, alle i forskellige farver, de fleste med skåret kant. Åbner hun skuffen vil hun finde et ubrugt ti-tursklippekort til Nordjyllands trafikselskab, og hun vil undre sig og spørge kameraet, hvorfor personen i hjemmet dog gemmer på den slags: Kan man stadig få refunderet ubrugte klip?
Hun vil bemærke den “rustikke hygge” og le lidt akavet af den afklippede fuckfinger, der hænger over bordet. –Ha ha. Og skynde sig videre, hen til litografiet af Heerup der hænger ved vinduet: –Se, det er en klassiker, vil hun lettet konstatere, men kun indtil programmets vært vender billedet og læser dets titel: ‘Koma er amok stavet bagfra.’
Men jeg er ikke et hus og mit liv er ikke et underholdningsprogram, og derfor tvivler jeg. Hver dag. På hvad fanden jeg så er, hvad jeg skal stille op med dét hus. Og med den finger?