Louise Juhl

Der var nogle år, hvor alle brugte udtrykket: “Flot”. Ikke som en ros eller anerkendelse af et veludført stykke arbejde, men tværtimod. Som en kommentar med den modsatte betydning. “Flot” var noget, man sagde, hvis nogen havde dummet sig. Begået en brøler eller brændt maden på, for eksempel.
“Flot!” – lød det straks og så vidste man godt, at man var afsløret i en dumhed, en fejl.
Jeg er vokset op med ironi. Ironi er de intellektuelles leg med hinanden, en slags følelsernes skakspil, hvor det handler om, hvis ikke at skjule sit næste træk, så sin egentlige hensigt. Det, der siges, er ikke det samme som det, der menes:
“Det gjorde du sørme godt!”
Trykket, intonationen er afgørende for betydningen af det udsagn, for er det nu virkelig godt, det jeg gjorde, eller er det modsat utilfredstillende, skuffende:
Det gjorde du sørme godt(?)

Da jeg var mindre, for jeg ofte vild i den slags tvetydigheder. Eller rettere: Jeg gjorde mig så umage for fange og tyde enhver mulig ironi, at jeg blev i tvivl om alt, der blev sagt. Hvad betød det for eksempel, når vennerne sagde “du er altid så flittig”. Var det en kritik, var jeg en fedterøv, en stræber, en forræder mod legen og barnligheden. Hvis nogen sagde noget rosende om mig, ledte jeg efter den usagte kritik, jeg var sikker på, der lå bag.
Når min gymnastiklærer opmuntrende råbte “Sådan” efter min ryg, fordi jeg lykkedes med at kravle to trin højere i ribben end jeg plejede, tænkte jeg straks, at hun nok gjorde grin med mig. De andre kravlede jo uden betænkning helt op i toppen og der hang jeg et sted lidt under midten – “Sådan?”

Her til morgen læste jeg noget om flagermus. Der findes flere end 1000 forskellige arter. I Danmark har vi 15: Trold- og skimmelflagermus, blandt andet, og bred- og langøret. Senest er der gjort fund af arten Stor museøre (Myotis myotis – lækkert dobbeltnavn). Flagermusene bevæger sig i verden ved hjælp af lyd. De kaster kald ud og venter på, at omgivelserne kaster det tilbage. Tak – ak ak ak ak.
Måske er det lidt samme med os mennesker. At vi bevæger os ved hjælp af hinanden, at det vi sender ud og den måde, det bliver kastet tilbage på, bestemmer hvor vi går hen. Eller om vi står stille. At spille squash i et rum uden vægge er en trist affære. Vi behøver nogen at spille bold imod, op ad. Hvis det, vi kaster ud aldrig kommer tilbage, holder vi op med at kalde og med at kaste. Men hvad nu, hvis det vi sender ud, kommer tilbage som noget helt andet, en helt andet lyd, et helt andet svar. Hvad hvis nu vi råber “Hvad drikker Møller?” og svaret ikke er “øller” men i stedet “Hvorfor spørger du så dumt?”
Nogle gange føler jeg mig som en overstimuleret flagermus, der er faret vild i forsøget på at forstå og fange alt det, verden sender ud og tilbage. Det går fint, så længe vi er enige om diskursen. Så længe vi er trygge ved hinanden. Humoren er hjertets latter, ironien er intellektets. Jeg har det nemmere med det hjertelige end med det hjernelige. Eller nej ikke nemmere men bedre. Der, hvor vi kan stille hinanden til ansvar for det sagte, og ikke med et skuldertræk og mildt himlende øjne kan frasige os vores udtalelser, fordi “Jeg sagde jo bare, at det var flot,” også selvom alle ved, at det var noget andet, der mentes.

Ordet ironi kommer iøvrigt af det græske eironeia ‘forstillelse, spot’, af eiron ‘hykler’.