Den dag jeg holdt op med at dø

by Louise Juhl Dalsgaard

Aftenen før havde vi set en film sammen. Om en mand, der lå lammet efter en ulykke. Fra halsen og nedefter, nu behøvede han hjælp til alt, til at spise, tisse, tage bad. Han var for længst holdt op med at græde, det nyttede ingenting, lammelserne fortog sig jo ikke, uanset hvor meget han hulkede, skreg. Det meste af tiden tilbragte han på sin altan, lænket til sin kørestol og et iltaparat, der hjalp ham med at trække vejret. Drømte om at dø.
Efter filmen skrev jeg en seddel, det var i juli, udenfor var det netop holdt op med at regne, luften var tæt af fugt og flyvemyre. Jeg ved ikke hvorfra den kom, sætningen, eller fra hvem, men jeg skrev den ned og gemte den i en skuffe:
“Mit ønske om at dø er rent hypotetisk.”

Jeg tror, det altid har ligget til mig. Slagsiden mod mørket. Jeg har altid elsket tunneller og butikker efter lukketid, de store mørke vinduespartier. Og fra jeg var helt lille har jeg holdt af dyr, men mest af bænkebiderne. Disse sære skabninger, gemt bag skjold, der lever i skjul under sten og tunge pilrådne stamme. Jeg har løftet tusindevis af den slags, sten og stammer, og set de små dyr flygte fra det pludselige lys, der slap ind. Og jeg vel har tænkt, at jeg var ligesom som den, at jeg søgte mørket og flygtede fra lyset. At det var min natur. 
Jeg ved ikke.

I Alice Munros novelle ”Nat” fra novellesamlingen ”Livet”, skriver hun om en pige, der efter en blindtarms betændelse må ligge på langs flere uger en hel sommer igennem. Dage og nætter flyder sammen, hun halvsover det meste af tiden, men falder aldrig rigtigt i søvn. Dagene flyver forbi som et flimmer af farver og sage: morens gøremål, faderens milde rømmen. Lillesøsteren Cathy i køjen under hendes seng. Om aftenen ligger hun vågen i mørket og får sære tanker, uhyggelige også: Tænk om hun kvalte sin elskede søster, hun kunne ikke finde på at gøre alvor af det men tanken martrer hende uafbrudt, som en doven og døsig ide: Hvorfor ikke prøve det værste? 
Hun beskriver det sådan her:
”Det var kun en ting at gøre. Stå op, tvinge mig ud af værelset, ud af huset. Jeg klatrede ned ad stigen og kastede aldrig så meget som et blik på min sovende søster. Ned ad trappen, stille, stille..”
Pigen begynder at gå rundt sådan hver nat, stå op, flygte de halvdovne tanker, der kredser om søsteren, om at slå hende ihjel, som summende fluer om koens kasser. Hun lister udenfor. I nattemørket: 
”Alting var større. Træerne omkring huset blev altid nævnt ved navn. Bøgen, elmen, egen. Ahornene talte vi om i flertal uden at skille dem ud som enkelttræer, for de stod i en klynge. Nu var de dybsorte”. Også den hvide syren (uden blomster på denne tid) og den lilla; de blev altid kaldt syrentræerne, ikke buskene, det var de blevet for store til.”

Det er det samme mørke, jeg taler om, når jeg siger, at jeg altid har haft slagside mod mørket. Mod de store træer i mørket med navne, som nogen, man kunne betro sig til. Kære Elm. Kære Bøg. Kære Eg. Dét mørke, der på en og samme tid befrier én fra vanviddet og berøver dig fornuften. Lige dele tryg hule og sort hul. Jeg har aldrig drømt om at kvæle nogen, slå nogen ihjel. Men jeg har set ind i mørket og tænkt på, hvor langt derind, man kan gå, før det ikke længere er muligt at vende om. 
Bænkebiderne er de eneste landlevende gælledyr, der findes. Jeg har ofte tænkt på den ensomhed, der kommer af, at være den eneste af sin slags. De lever af alger og svampe og nedfaldne blade. Alt, der falder til jorden af sig selv, de tilhører derfor den gruppe af dyr, man kalder nedbryderne. De deler bladene op i småbitte stykker med store overflader, som svampe og bakterier kan vokse på og træer senere vokse af. Der findes 27 forskellige arter af bænkebidere i Danmark. De tre mest kendte er Gråsvin (Porcellio scaber) og Skrukketrold (Oniscus asellus) og Kuglebænkebideren. Sidstnævnte kan bukke sin lille leddelte krop helt sammen til en helt rund og -af sit skjold- beskyttet kugle, hvis den bliver forstyrret.

Jeg er aldrig gået længere ind i mørket, end at jeg har kunnet se mig tilbage, finde hjem. Til køjesengen og til træerne. Kære Elm. Jeg har aldrig overvejet at gøre nogen ondt, aldrig tænkt, at jeg ville kvæle en søster, en bror, men jeg har engang holdt en flue fanget under et glas, set den flakse mod siderne, først hidsigt, så fortvivlet, for til sidst at sidde tilbage. Ubevægelig, lammet. Da jeg endelig flyttede glasset, forskrækket over mit eget forsøg, var det for sent. Jeg forsøgte ellers at vække den til live, prikkede til den med en tandstik, flyv nu, lille flue, flyv. Men den faldt bare om på siden og blev liggende. 
Senere straffede jeg mig selv for min udåd, jeg låste døren til mit værelse og bandt en snor om mit håndled og trak til, indtil hånden blev kold og hvid og følelsesløs. Men så kaldte min mor ude fra bryggerset, at jeg skulle hjælpe hende med at klappe strygebrættet sammen, og jeg løsnede snoren og gik ud og glemte et øjeblik alt om fluen og mørket.  

Man siger, at tiden læger alle sår, at man lærer at leve med de døde fluer og med mørket og med ensomheden. Med gællerne også. 
Jeg venter stadig, og imens vander jeg stenene, klapper min hund, elsker min mand. Vænner mig til mørket.