Så svært er det altså heller ikke

by Louise Juhl Dalsgaard

Må man nu ikke engang flirte længere?
Sådan spørger mange – flest mænd, men også kvinder – der nødig vil være den kærlige leg mellem to mennesker foruden. Og fair nok, jeg holder meget af, når min mand siger, at han elsker den måde, jeg er mig eller når han kysser mig i nakken så forsigtigt at jeg får gåsehud af skræk og fryd. Men skal vi ikke lige slå fast, at ingen vil forbyde flirt, det, der der opponeres imod er grænseoverskridende adfærd. Uønskede tilnærmelser.


At flirte er noget, der foregår IMELLEM mennesker, det er en gensidig udveksling af kropssprog og komplimenter, det er et Safe Space, hvor begge parter er enige om at lege med hinanden, grine, drille, udveksle blikke, strejfe en hånd, en skulder. Grænseoverskridende adfærd er, som navnet antyder, fysiske og verbale tilnærmelser uden gensidighed. Det er et bombardement, hvor den ene part føler sig under beskydning og ønsker at søge læ. Det er sådan noget, man lærer at skelne imellem allerede som barn, forskellen på at lege og på at slås. Det er det øjeblik, hvor den ældre søskendes kilden udløser først et STOP! hos en lillesøster- eller bror. Siden et NEJ! så måske et hjælpeløst kald på sine forældre og til sidst en hulkende gråd, men uden at nogen af de foregående signaler får den ældre søskende til at stoppe sin handling. Her vil en mor eller far kunne korrigere, trække den ældste til side og forklare, at når nogen siger nej, så betyder det nej, og når en yngre søster græder, ja så er det fordi, hun føler sig magtesløs og utilpas.


Når man er blevet voksen, skulle en sådan forståelse gerne sidde på rygraden, man ligesom ved, hvornår noget går fra leg til mobning, fra kilden til ubehag, fra gensidighed til magtudøvelse. Der er ikke længere forældre til at korrigere, det forventes man at kunne klare selv. Jeg tror virkelig, de fleste kender forskel på rigtig og forkert, på gensidig og ligeværdig flirt og magtudnyttelse. Jeg er selv underviser og kan garantere, at jeg aldrig har sendt beskeder til mine elever om deres læber, mund, bryster, bagdel eller udseende generelt. Jeg har heller aldrig skrevet og inviteret dem til at overnatte hjemme hos mig.
Jeg har set dokumentaren om sexisme i musikbranchen og er ikke i tvivl om, at de involverede kvinder har følt et stærkt ubehag ved at blive komplimenteret for alt muligt andet end deres musik. Jeg er også ret sikker på, jeg selv ville have klædt mig nøgen i en video, hvis magtfulde mennesker, som jeg stolede på og som bedyrede mig, at deres foreslag alene var for at tjene min karrierers bedste, bad mig om det. Og nej, jeg synes ikke dermed, at jeg selv ville være skyld i, at min krop blev allemandseje, ligesom jeg ikke synes, at en lillesøster, der først ler af at blive kildet, men siden græder over det, ligger som hun selv har redt. Indrømmet, det er kompliceret, men så svært er det altså heller ikke.