Tæt på

by Louise Juhl Dalsgaard

Jeg er i gang med at skrive en bog, det er en meget nøgtern bog, en hånd er en næve er et slag i ansigtet og så alligevel – nej. For det skete jo ikke noget, han slog jo ikke, vel, og hvad tænker du egentlig på, ja tænker du overhovedet, vil han vide, og jeg kan ikke huske nogensinde at være blevet slået sådan, men jeg ved, hvad det vil sige at være, at nogen spørger: hvad tænker du på og tænker du overhovedet?, jeg ved, hvad det vil sige at være i tvivl om det, man siger, nu er sandt, om det, man husker, er rigtigt, om man egentlig bryder sig om den butterdej, man åd af hans hånd i går, hans fingre man slikkede rene, og det er hele tiden et valg mellem mild angst og kvalmende rædsel, for hvad er egentlig værst, at ofre sig selv eller at ofre alt andet, lejligheden, katten, kolonihaven, at ofre alle andre, de fælles venner, én gang blev jeg så fortvivlet, at jeg drak jeg mig fuld – i belgisk øl, ti procent, indehaveren i den butik arbejde forærede dem til mig, de var over sidste salgsdato og jeg drak alle tre og selvom klokken ikke var mere end syv, var det bælgmørkt udenfor og kulden knivskarp, og jeg måtte holde om flasken med begge hænder, og bagefter cyklede hjem, jeg husker at måtte bruge alle mine kræfter på at huske, hvordan man gjorde, hvordan man cyklede altså, holdt om styret, drejede til højre, så mod venstre, og derhjemme sad han foran og spillede, bang bang du er død, og jeg listede mig forbi hans ryg og ind i soveværelset og lagde mig med alt tøjet på, overfrakken og de forede støvler, og drejede rundt sammen med sengen og loftet og tankerne, og et øjeblik kunne jeg ikke huske, hvorfor jeg lå sådan, i sengen og græd, hvem det var, der græd, hvad hun græd over, om det var øllene eller ham, skærmen, hovedtelefonerne, hans ryg. Bang. Og jeg ville ønske, jeg kunne sige, at det var dråben, at jeg næste dag forlod ham, sagde op, valgte mig selv fremfor kattene, men sandheden er, at jeg stod op og lavede pandekager til ham, skar skiver af banan til fyld, klatter af nutella, og han spiste fire og satte sig ind igen, foran skærmen, – han var så tæt på, sagde han og lavede V-tegn med pege- og langfinger, så tæt på, at man skulle tro det var løgn, og jeg nikkede, så tæt på, og cyklede tilbage på arbejdet og solgte en hel side røget iberisk skinke til en kvinde, der ville give den i julegave til sin forlovede.