Der er dage, hvor jeg træder på glas.
Hvor udvé bliver indvé og jeg kalder forgæves. Dage med villede forsøg, der ender blindt. Dage med løgne, der kvæles i sandhed.
Det er dage af Frastand.
Ikke afstand Til. Men afstand Fra. Verden og dét jeg savner.
“Læn Dem…læn Dem endelig ud!”
Griber du? 😉
Hvorfor spørger du?…jeg er målmand! 😀
Frastand modsat tilstand, udadvendt modsat indadvendt. Der er fire søndage i advent. Genadvendt. Anvendt, omvendt. Fjerde søndag i omvendt, vi tænder (antændt) fjerde lys i omvendtskransen. Solvent? Siden hvornår? Tilvendt, tilvænnet. Fravænnet?
Så tag dog en kost og få fejet det glas op!
Beolog:
Jamen jeg rammer ikke altid målet 😀
Griber du alligevel????
Nej Kjeldsen:
Jeg skal ikke feje. For egen eller andres gadedør. Hverken glasskår eller kanonsplinter. Jeg skal bare være. I Frastand. Med glas imellem mig og det andet. Det er MIN verden. Og den er, hvad den er. Med eller uden fornuft eller rationalitet eller ønsker om alt muligt andet….
Det er ok 🙂
Ja, pludselig kommer livet tæt på. Pause, pause …
Well, Balluet…nogle gange løber jeg jo ud i feltet for at fange de indlæg der kommer på tværs 😀
Jeg forstår, ballast, og du har ret. Til en vis grænse. Men husk: der vil komme andre efter dig. Hvis du fejer skårene op, så baner du vejen for de andre, så de ikke skal træde på det knuste glas. Lidt ligesom det gamle ordsprog med gærdet. ‘Spring ikke over, hvor gærdet er lavest’ siger de. Jeg siger: Nej, bryd gærdet ned. Så har du også banet vejen for andre, de der kommer efter dig. Hvis du bare springer over gærdet eller klatrer over, så accepterer du forhindringen. Det behøver du ikke. Du kan bryde forhindringen ned – med største lethed. Og så behøver dem, der kommer efter dig ikke at stå med samme problem som dig…
@Kjeldsen:
Der findes dem, der gør vandring på glasskår til en kunst – og der findes dem, der gør en karriere ud af hækkeløb.
Den røde tråd, som løber gennem Ballasts blogindlæg, leder mod en tolkning, ifølge hvilken Ballast må være åndsbeslægtet med ovennævnte. 😉
@Kjeldsen
Du har så evig ret. Man skal efterlade slagmarken, som man selv gerne vil møde den 😉
Og jeg vl sgu gerne nedbryde et gærde eller to hvis det på nogen vis kan lette tilværelsen. For dem efter!!!
Tina Charlotte:
Ja var det hele bare kunst og karriere, TC. Det kan selvfølgelig være en betragtning. Udefra.
Min tilværelse er sgu hverken kunst eller særlig glorværdig udi karrieren. Det er faktisk blodig alvor,- bogstavelig talt,- for mig.
Det bløder igennem. I min skrift. Sådan er det, og det kan man beklage eller lade være. Man kan le ad det,- så står man med en tragikomisk ikke-karriere…
Så meget for ånd ogbeslægtethed 😉